I årevis kørte Carl-Johan Petersen store og små i skole, på job eller til og fra byen, men når den tidligere buschauffør torsdag skal ud på sin sidste rejse, er der ingen til at bære kisten.

»Carl var hverken sær eller underlig. Når vi hører om de her sager, tænker vi tit, at det må være mennesker, der ikke evner social kontakt, men Carl var en helt almindelig mand.«

Det siger sognepræst Sarah Auken fra Søborg Kirke i Nordsjælland, som besluttede at skaffe et begravelsesfølge, så den ældre mand kan få et værdig farvel.

Efter hendes mening skal ingen mennesker nemlig tage afsked med livet alene.

»Han så sig selv som en enspænder, men hans menneskesyn var måske blevet lidt præget af, at han havde været buschauffør og oplevet, hvordan folk behandlede både hinanden og ham dårligt,« siger præsten.

Forleden skrev hun en efterlysning på kirkens Facebook-profil, hvor hun søgte personer, der havde lyst til at bære kisten eller deltage i bisættelsen. Og reaktionerne har været overvældende, fortæller hun:

»Jeg ville ønske, den kiste havde 100 håndtag. Det har været utroligt rørende med alle de sms'er, opkald og e-mail, jeg har fået. Det her er noget, der berører rigtig mange, for vi bliver jo mindet om vores egen død og vores angst for at være alene,« siger Sarah Auken.

Faktisk har det slet ikke været noget problem at skaffe seks frivillige, der ville bære kisten.

Sognepræst Sarah Auken har på Facebook efterlyst danskere, der vil hjælpe med at bære Carl-Johan Petersens kiste ud.
Sognepræst Sarah Auken har på Facebook efterlyst danskere, der vil hjælpe med at bære Carl-Johan Petersens kiste ud.
Vis mere

Endnu flere har givet udtryk for, at de vil møde op og synge med på salmerne og vise den afdøde den sidste respekt.

Hvert år er der danskere, der dør uden at have pårørende til at tage sig af det praktiske omkring bisættelsen. De er ofte ældre mennesker, som har levet de sidste år af deres liv alene. Når døden kommer, er der hverken familie, venner eller kolleger til at sige farvel.

Havde det ikke været for sognepræsten, kunne den 69-årige Carl-Johan Petersen fra Søborg ved Gilleleje i Nordsjælland være blevet en af dem.

I sidste uge sov han stille ind på hospitalet efter en alvorlig kræftsygdom uden at have familie, pårørende eller nære venner ved sin side.

»Carl vidste slet ikke, at han var så syg, så da han pludselig døde, undrede naboerne sig over, hvor han var blevet af. De frygtede, at han havde taget sit eget liv,« fortæller præsten Sarah Auken, som har lavet et stort benarbejde for at få kontakt til naboer og bekendte, der har fortalt hende lidt om, hvem Carl-Johan Petersen var.

Hun nåede aldrig selv at møde den afdøde, men andre beskriver ham som en rar mand, som var meget snakkesalig. En naturelsker, som var glad for dyr. Ikke mindst schæferhunden Aika.

»Carl vidste ikke, han skulle dø. Han lagde sig til at sove i troen på, at han skulle se sin elskede hund dagen efter,« siger Sarah Auken.

Har du lyst til at være med til at tage afsked med Carl Johan Petersen, så er du meget velkommen til at deltage i bisættelsen i Søborg Kirke på Bygaden 38 i Gilleleje torsdag 5. september klokken 12.30.