Tv-værten Anders Lund Madsen har deltaget i massevis af begravelser, hvor der ingen pårørende er, og det er en trist oplevelse.
»Man dør, når man dør. Så dør man igen, når man bliver begravet, og man dør endnu en gang, når den sidste, der husker en, dør.«
I forbindelse med sit arbejde som journalist har Anders Lund Madsen deltaget i adskillige begravelser som den, der bliver afholdt for Carl-Johan Petersen torsdag. En begravelse uden nogen pårørende.
Og han er ikke i tvivl, når han skal sætte ord på den oplevelse.
Når en person bliver stedt til hvile uden sine nærmeste, er det sørgeligt. Meget sørgeligt.
»Jeg var engang til en begravelse, hvor der slet ikke var nogen. Der var mig, præsten og bedemanden. Præsten holdt en tale, men den var jo for ingen. Det er noget af det mest triste, jeg har oplevet,« fortæller Anders Lund Madsen og tilføjer, at det helt lavpraktisk også betød, at der ikke var nok til at bære kisten ud.
Han husker ikke selv, præcis hvor mange begravelser uden pårørende som han har deltaget i, men der er i hvert fald tale om 20, mener han selv. Af og til dukkede der en masse naboer eller tidligere bekendtskaber op, andre gange har der slet ikke været nogen.
Og det har også medført, at Anders Lund Madsen selv har måttet holde en tale for den afdøde person.
»Der var heller ikke nogen præst, fordi personen ikke var medlem af folkekirken. Så prøver man at tage det, man kan finde ud af om personen, og bruge i talen, men det kan være svært, når der ikke er nogen, der kender vedkommende.«
Begravelserne uden pårørende er noget, der har optaget Anders Lund Madsen i lang tid. Som journalist på Ekstra Bladet var det noget, han beskæftigede sig med, ligesom han også har lavet en programserie om det på DR.
Men han afviser ikke, at han i fremtiden kunne finde på at deltage i en lignende begravelse i et privat ærinde, inden han kommer med en lille opfordring:
»Har man en nabo, bør man hvert halve år banke på og spørge, hvordan det går. Så vil der ikke være problemer med ensomhed.«
