En 50-årig polsk mand, som tirsdag faldt over bord fra sin båd i Limfjorden, er afgået ved døden.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til B.T.

Manden sejlede alene ud fra Nykøbing Mors tirsdag formiddag ved titiden. Først klokken 16.55 blev han fundet, efter at hans kammerater var blevet bekymrede, fordi han ikke var vendt tilbage.

Herefter blev han fløjet til Aalborg Universitetshospital, hvor han var indlagt, indtil sin død.

Han var kraftigt nedkølet efter angiveligt at have ligget i det kolde vand i flere timer.

Den polske mand er ansat ved Seafood Limfjord. Det var hans arbejdsgiver, der sejlede ud og fandt ham.

»De finder manden livløs i vandet og får tilkaldt hjælp,« sagde vagtchef Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag morgen til B.T.

»Han var sejlet ud til sådan nogle liner, hvor der hænger muslinger på. Måske var det dem, han skulle tilse eller servicere på en eller anden måde. Det skal Søfartsstyrelsen nu forsøge at klarlægge,« forklarede vagtchefen.

Fordi ulykken indtraf, mens manden var på arbejde, er Søfartsstyrelsen involveret. Normalt er det Arbejdstilsynet, men fordi ulykken er sket på vandet, er det Søfartsstyrelsen.

Den 50-årige mands pårørende er underrettet om ulykken.