'Dybt tragisk', 'det måtte ikke ske' og 'fuldstændig forfærdeligt og uforståeligt'.

Fra både blå og rød fløj er der stor harme over, at foreløbigt seks kræftsyge har anmeldt forsinket behandling under sundhedsvæsenets coronarestriktioner til Patienterstatningen.

Og en af de seks kræftsyge er endda afgået ved døden.

»Det er fuldstændig forfærdeligt og uforståeligt. På intet tidspunkt under coronakrisen har kræftpatienternes rettigheder været sat ud af kraft,« siger Martin Geertsen, der er Venstres sundhedsordfører, og fortsætter:

»Jeg vil nu bede sundhedsministeren undersøge, hvorfor patientrettighederne tilsyneladende er blevet sat ud af kraft,« siger Martin Geertsen, der er Venstres sundhedsordfører.
»Jeg vil nu bede sundhedsministeren undersøge, hvorfor patientrettighederne tilsyneladende er blevet sat ud af kraft,« siger Martin Geertsen, der er Venstres sundhedsordfører. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det ligger helt fast, at livstruende sygdomme har skullet håndteres fuldkommen som vanligt corona eller ej,« siger han.

Han vil bede om en forklaring fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

»Jeg vil nu bede sundhedsministeren undersøge, hvorfor patientrettighederne tilsyneladende er blevet sat ud af kraft,« siger Martin Geertsen.

Og det er han ikke ene om.

TIP OS: Har du eller din pårørende med kræft eller anden alvorlig sygdom fået forsinket behandlingen på grund af læger og sygehuses coronarestriktioner? Skriv til B.T.s undersøgende journalist Thomas Nørmark Krog på tnkr@bt.dk

»Det er dybt tragisk og er lige præcis, hvad jeg har frygtet, og som sundhedsministeren har sagt ikke ville ske, da man selvfølgelig ville behandle specielt kræftsyge, som vi hele tiden har gjort. « siger Liselott Blixt, der er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, og tilføjer:

»Jeg håber, at ministeren kan svare på, hvordan han selv synes, det er gået med at leve op til hans ord,« siger hun.

Hos regeringens støttepartier er der også hårde ord.

»Det er præcis det, man frygtede ville ske, og som selvfølgelig ikke måtte ske. Der var jo desværre i starten en oplevelse af, at kun coronapatienter kunne få hjælp, men det var jo aldrig tilfældet. Det er helt afgørende at få belyst, hvad der er sket, og om det har haft sundhedsmæssige konsekvenser for de berørte,« siger Stinus Lindgreen, der er sundhedsordfører for Det Radikale Venstre.

SFs sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen har stillet en række spørgsmål til sundhedsminister Magnus Heunicke om både læger og sygehuses behandling af patienter, der ikke havde coronavirus.
SFs sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen har stillet en række spørgsmål til sundhedsminister Magnus Heunicke om både læger og sygehuses behandling af patienter, der ikke havde coronavirus. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

SF sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen har også en række spørgsmål.

»I den konkrete sag vil jeg forsøge at få afdækket omfanget af patienter, som ikke har fået den fornødne behandling i tide,« siger hun.

Sundhedsministeren selv slår fast, at det på ingen måder er i orden, at mindst seks kræftsyge har meldt om forsinket behandling på grund af coronaen.

Fredag aften kom denne reaktion fra ministeren på mail:

Flere partier har nye spørgsmål til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om læger og sygehuses håndtering af alvorligt syge under coronakrisen.
Flere partier har nye spørgsmål til sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om læger og sygehuses håndtering af alvorligt syge under coronakrisen. Foto: Emil Helms
Vis mere

»Reglerne om maksimale ventetider på kræftområdet har været gældende under hele epidemien. Regionerne fik i foråret lov til at begrænse aktiviteten på ikke-akutte sygdomme for at skabe plads til Covid-19 patienter, men det gjaldt ikke for akutte og livstruende sygdomme,« skriver Magnus Heunicke.

Ministeren kalder det for 'krystal klart', at det her ikke måtte ske.

»Udskydelsen af behandlinger gjaldt således ikke kræftområdet, hvilket har været krystal klart. Det er afgørende, at regionerne sikrer, at patienter med livstruende sygedomme får den udredning og behandling, de har krav på,« slutter han sin mail.

B.T. forsætter med at dække coronakrisens konsekvenser for borgerne.