Prisen for en badetur udenfor badezonerne lyder på 1.000 kroner.

Men det er ikke mange gange, at Københavns Politi har måtte hive bødeblokken frem overfor en ulovlig badegæst. Det skriver DR.

Ifølge By & Havn, som administrerer Københavns havne, er der årligt 200.000 personer, der hopper i vandet udenfor de afmærkede zoner.

Ud af dem er der kun tale om 'få tilfælde', hvor det har været nødvendigt at hive bødeblokken frem.

»Vi har haft en sommer, hvor rigtig mange har benyttet de forskellige badezoner. Vores indsats har som udgangspunkt været dialogbaseret, og det er vores generelle indtryk, at langt de fleste har fulgt vores anvisninger,« lyder det vicepolitiinspektør Rasmus Schultz i et skriftligt svar til DR.

Den samme tendens gør sig gældende, hvis man spørger By & Havn.

Ifølge dem er langt de fleste nemlig sprunget i vandet de rigtige steder, ligesom der heller ikke har været ligeså mange henvendelser om folk, der bader uden for zonerne, som man oplevede sidste år.

Det er dog ikke truslen om bøder, der har haft en indflydelse på de københavnske badegæster.

I stedet påpeger Per Schulze, der er udviklingschef hos By & Havn, at det er samarbejdet mellem dem og Københavns Politi, der har spillet ind i form af både kampagner og en dialogbaseret tilgang.