Først ville PET ikke rejse med ham, og nu er det Bornholms Politi, som beder Rasmus Paludan om at blive væk fra årets Folkemøde, som finder sted på Bornholm i næste uge.

Det fremgår af en partshøringsskrivelse sendt til Rasmus Paludan, som han selv har delt på sin Facebook-profil. 

I afgørelsen står der: 'Bornholms Politi vurderer, at din tilstedeværelse på Folkemødet på Bornholm 2023 vil medføre en konkret og nærliggende fare for din sikkerhed såvel som andre tilstedeværende personers sikkerhed. Det er Bornholms Politis vurdering, at politikredsen ikke kan iværksætte de fornødne sikkerhedsforanstaltninger, der med tilstrækkelig sikkerhed kan afværge den fare, der er forbundet med din deltagelse i Folkemødet.'

»Det skal de sige. Det passer jo ikke,« siger partistifteren lørdag til B.T.

Paludan mener, at forbuddet bunder i noget helt andet.

Politiet skriver, at de ikke kan garantere din sikkerhed, og at det også ville udgøre en fare for andre på Folkemødet, hvis du dukker op. Burde du så ikke blive væk?

»De lyver! Det er løgn. Det her handler om, at jeg ikke må spolere Mette Frederiksens NATO-drømme. Hvis jeg kommer, så bliver Erdogan (Tyrkiets præsident Recip Erdogan red.) sur, og så kan Mette Frederiksen ikke blive generalsekretær i NATO,« siger han. 

I afgørelsen nævner politiet, at de ikke kan stå for sikkerheden, da Paludan ikke medbringer PET-vagter, som han ellers ofte er beskyttet af.

Hvorfor stoler du ikke på politiet, når de skriver, at de ikke har ressourcerne til at beskytte dig?

»Kan hele Danmarks politi ikke beskytte en enkel politiker? Det ville være en falliterklæring. «

Hvad skulle der til, for at du ville stole på politiets vurdering?

»Hvis der var helt klare beviser for, at der var kommet to hundrede ISIS-terrorister til Bornholm i busser, så ville jeg finde det mere sandsynligt,« siger Rasmus Paludan. 

Helt konkret er det et område omkring Allinge, hvor Folkemødet finder sted, hvor den kontroversielle partistifter ikke er velkommen, hvis påbuddet vedtages.

Rasmus Paludan kan nu selv komme med indvendinger, men hovedpersonen selv tror ikke, at det nytter noget. 

Folkemødet starter på torsdag. Paludan modtog kendelsen lørdag. 

Politiet lægger vægt på, at Rasmus Paludan selv har oplyst, at han vil 'livestreame tæt på statsminister Mette Frederiksen og andre personer, når disse holder tale.'

Men det kommer ikke til at ske, oplyser Paludan til B.T. Han vil nemlig være travlt beskæftiget i Stram Kurs' eget telt under hele Folkemødet. 

Og Paludan har stadig planer om at dukke op. 

»Hvis det ender sådan her, så begynder man at spare på Grundloven. Det her sender jo et signal til terrorister i hele verden om, at hvis du bare sender nok trusler, så kan du sætte nogle helt grundlovssikrede rettigheder ud af spil,« lyder det afslutningsvis. 

B.T. har forsøgt at få et interview med Bornholms Politi, men da sagens parter stadig skal høres, har det ikke været muligt. Bornholms Politi oplyser i en skriftlig kommentar: 

»Bornholms Politi vurderer ud fra det aktuelle trusselsbillede, hvilke foranstaltninger det er nødvendigt at iværksætte af hensyn til sikkerheden på Folkemødet. Vi er i den forbindelse meget bevidste om behovet for at sikre enkeltpersoners ytringsfrihed. Hensynet til den enkeltes ytringsfrihed skal imidlertid afvejes i forhold til behovet for at sikre, at Folkemødet kan afvikles trygt og sikkert for alle besøgende. Bornholms Politi har for nuværende ikke mulighed for at oplyse yderligere,« skriver chefpolitiinspektør Dannie Rise.