29-årige Peter er ikke set siden natten til søndag, hvor han gik fra en pub på Jægergårdsgade i Aarhus.

Planen var, at Peter skulle gå hjem til sin søster, der bor på Aarhus Ø, efter han forlod pubben, hvor han havde fået fyraftensøl med nogle kollegaer.

Men Peter nåede desværre aldrig hjem. Politiet beder derfor offentligheden om hjælp til at finde ham. Hele mandag var der en massiv eftersøgning i gang.

Tirsdag morgen fortsætter eftersøgningen efter 29-årige Peter, efter Politiet har måttet indstille den i løbet af natten.

Har du set 29-årige Peter? Foto: Østjyllands Politi
Har du set 29-årige Peter? Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

»Vi har været forhindret af mørket, men vi har et koordineringsmøde her til morgen, og så arbejder vi intenst videre med eftersøgningen, så snart solen står op,« siger Flemmin Lau, der er vagtchef ved Østjyllands Politi til B.T. tirsdag morgen.

Han fortæller samtidig, at politiet har modtaget mange borgerhenvendelser, siden efterlysningen af 29-årige Peter kom ud, men at der ikke har været nogen afgørende henvendelser endnu, derfor vil politiet stadig gerne høre fra borgere, der kunne have informationer.

Da Østjyllands Politi mandag aften kaldte patruljerne hjem, var det dog ikke hele arbejdet, der blev indstillet:

»Vi fortsætter med efterforskningen datamæssigt og ser på overvågningsmateriale, afhøringer og vidnehenvendelser,« fortalte Hans Henrik Bagger, vagtchef ved Østjyllands Politi, til B.T.

Politiets efterforskning har afdækket, at Peters telefon er gået på en mast ved Grete Løchtes Gade på Aarhus Ø omkring klokken 3 natten til søndag.

I løbet af dagen har Aarhus Brandvæsen og deres dykkere været i vandet omkring Aarhus Ø for at se, om de kunne finde noget der.

Er I kommet noget nærmere, der kunne indikere, om han kan være faldet i vandet?

»Vi kan ikke på nuværende tidspunkt udelukke noget, alle muligheder er fortsat åbne.«

Politiet har udgivet et kort over Peters mulige ruter. Foto: Østjyllands Politi
Politiet har udgivet et kort over Peters mulige ruter. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Politiet oplyser, at når han tidligere er gået hjem fra sit arbejde på en restaurant i Jægergårdsgade, så er han gået via Banegården og langs Strøget (Ryesgade, Søndergade) og Mejlgade og via kystpromenaden til Grete Løchtes Gade på Aarhus Ø (rød rute på kortet).

Det kan dog også være en mulighed, at han fra Banegården er gået via Ny Banegårdsgade, Fredensgade eller Sønder Allé og mod havneområdet (grøn rute på kortet).

Peter beskrives som:

  • 29 år
  • Cirka 180 centimeter høj
  • Kraftig af bygning
  • Kort brunligt hår
  • Kort brun/rødligt fuldskæg
  • Sorte briller
  • Var iført en stor, sort vinterjakke, mørke cowboybukser og bar på en stor, tung rygsæk

Politiet oplyser desuden til B.T. Aarhus, at den 29-årige mand fra Irland hovedsageligt taler engelsk, da hans danske er begrænset til få gloser. Han er helt ny i byen.

Hvis du har set ham eller oplysninger om, hvor han kan befinde sig, bedes du ringe til politiet på 114.