Østjyllands Politi beder nu offentligheden om hjælp til at finde 29-årige Peter, der ikke er set siden natten til søndag, hvor han gik fra en pub på Jægergårdsgade i Aarhus.

De oplyser, at planen var, at Peter skulle gå hjem til sin søster, der bor på Aarhus Ø, efter han forlod pubben, hvor han havde fået fyraftensøl med nogle kollegaer lørdag aften. Lige nu bor han nemlig i hendes lejlighed, da han er helt ny i byen.

Derfor deler de nu et kort over mulige ruter, som han kan have taget – og beder samtidig butiksejere på Strøget og omkringliggende gader tjekke eventuelle overvågningsvideoer igennem fra midnat og cirka tre timer frem for at se, om Peter er gået forbi.

Politiet har udgivet et kort over Peters mulige ruter. Foto: Østjyllands Politi
Politiet har udgivet et kort over Peters mulige ruter. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Politiet oplyser, at når han tidligere er gået hjem fra sit arbejde på en restaurant i Jægergårdsgade, så er han gået via Banegården og langs Strøget (Ryesgade, Søndergade) og Mejlgade og via kystpromenaden til Grete Løchtes Gade på Aarhus Ø (rød rute på kortet).

Det kan dog også være en mulighed, at han fra Banegården er gået via Ny Banegårdsgade, Fredensgade eller Sønder Allé og mod havneområdet (grøn rute på kortet).

Politiets efterforskning har afdækket, at Peters telefon er gået på en mast ved Grete Løchtes Gade på Aarhus Ø omkring klokken 3 natten til søndag.

»Det er der omkring, hvor han skulle overnatte, så det indikerer, at han er kommet nogenlunde hjemad,« siger vicepolitikommissær Martin Rasmussen til B.T. Aarhus.

Derfor er eftersøgningen mandag formiddag også koncentreret omkring Aarhus Ø, hvor politiet leder med hunde, samtidig med at Østjyllands Brandvæsens assisterer med dykkerberedskab.

Peter er ikke set siden natten til søndag. Foto: Østjyllands Politi
Peter er ikke set siden natten til søndag. Foto: Østjyllands Politi
Vis mere

Er der noget som indikerer, at han kan være faldet i vandet?

»Det er en mulighed, men der er ikke noget som sådan, der indikerer, at det skulle være det, der er sket, men det er jo tæt på vandet, så derfor har vi også involveret Aarhus Brandvæsen og deres dykkere, for at se om vi kan finde noget der« siger Martin Ramussen.

Peter beskrives som:

  • 29 år
  • Cirka 180 centimeter høj
  • Kraftig af bygning
  • Kort brunligt hår
  • Kort brun/rødligt fuldskæg
  • Sorte biller
  • Var iført en stor, sort vinterjakke, mørke cowboybukser og bar på en stor, tung rygsæk

Politiet oplyser desuden til B.T. Aarhus, at den 29-årige hovedsageligt taler engelsk, da hans danske er begrænset få gloser.

Hvis du har set ham eller oplysninger om, hvor han kan befinde sig, bedes du ringe til politiet på 114.