Der er ikke kun i Danmark, at den markant mere festlige hverdag begynder at vende tilbage.
Det måtte politiet i Trøndelag i Norge natten til søndag erkende.
Politiet blev blandt andet kaldt ud til en fest, der var kommet ud af kontrol.
Omkring 400 unge mennesker – heraf flere mindreårige – var samlet på Tunga i Trondheim lige før midnat lørdag.
Arrangementet var egentlig et privat og lukket arrangement, men på et tidspunkt mister arrangøren kontrollen, da der er alt for mange til festen. Der ringer han selv efter politiet, som møder op med flere patruljer.
På grund af de mange mindreårige kom politiet også med et opråb til forældrene på Twitter. Nemlig »hent jeres børn!«
Dog kom der hurtigt styr på festen igen.
»Vi sendte flere patruljer, og der gik ikke ret lang tid, før festen var slut. Vi fik besked lige før klokken 23, og festen var overstået lige før klokken 01,« fortæller operationscentret ved Trøndelag Politi til abc Nyheter.
Og det virker umiddelbart, som om det var godt, at politiet ikke skulle bruge alt for lang tid på at lukke fest. Det var nemlig ikke deres eneste opgave den aften.
I alt modtog politiet i Trøndelag 69 anmeldelser om optøjer i løbet af natten.
Herudover har der været optøjer, slagsmål og festoptøjer i Oslo, Lillestrøm, Kristiansund, Kristiansand, Sula, Volda, Ålesund, Stranda, Hammerfest, Finnsnes, Alta, Molde, Harstad og Hønefoss.