»Mit barnebarn blev så bange, at jeg troede, hun skulle kollapse.«

Pia Jensen stod med sit barnebarn, da hendes mand forsøgte at finde ud af, hvorfor deres vaskemaskine ikke virkede, som den skulle.

Han kiggede under vasken i deres lejlighed på Amager, og der mødte synet ham, Pia Jensen og deres barnebarn.

En lang, tynd og sort skikkelse, der snoede sig rundt inde i køkkenskabet.

»Det var rædsomt. Vi vidste ikke, om den var farlig eller hvor den kom fra,« siger Pia Jensen, da B.T. taler med hende.

Hun ved ikke med sikkerhed, om det var en slange eller en snog. Men hun vil vurdere, at den var cirka 130 centimeter lang – og så hælder hun mest til snog.

Pia Bradsted Jensen tilkaldte med det samme politiet, og imens de ventede på betjentene, gemte de sig i stuen. De havde ikke lyst til at være i samme rum som snogen.

Politiet kom og fik ved hjælp af en ekspert konstateret, at snogen ikke var farlig. En kvindelig betjent tog handsker på og fik den ned i et pudebetræk, Pia Jensen gav hende.

Pia Jensen
Pia Jensen
Vis mere

»Så snart vi kunne, tog vi i Tivoli. Vi havde brug for at komme væk. Der opdagede jeg også, at min mand heller ikke havde syntes, det var en rar oplevelse. Vi var alle mærket af den.«

Senere har en tømrer været og lukke det hul ind til betonmuren, som snogen formentlig er kravlet ind igennem.

Men hvordan den er kommet den lange vej op i hendes lejlighed, det ved hun ikke.

Episoden fandt sted den 10. juli og dagen efter fortæller vagtchef ved Københavns Politi, Henrik Brix, om episoden til TV 2 Lorry.

Her fortæller han, at det ikke er usædvanligt, at politiet rykker ud til den slags. Det sker dog ikke tit.

»For et par år siden havde jeg tre krybdyrssager på en vagt, men så havde jeg ikke flere resten af året, så det hænder, men ikke så tit. Heldigvis,« sagde han dengang.

Pia Jensen fortæller til B.T., at hun fra en nabo har hørt, at to eller tre andre på Amager har oplevet, at der pludselig var en slange på deres bopæl.

»Men jeg ved ikke, om det er nogen, der har dem i fangenskab og sætter dem ud. De kan også selv være sluppet ud,« siger Pia Jensen.