I Aalborgs sydvestkvarter står Hotel Scheelsminde som et idyllisk, hvidmalet anker.
Inde i lobbyen står Peter Bühlmann Jensen. Han snakker med personalet.
En medarbejder siger noget til ham, og han slår et stort grin op.
Han giver et vink og kommer over.
»Hvad vil du have? Kaffe? Te?« spørger han, mens han bevæger sig over mod en af lobbyens borde, der er dækket med en tyk, kridhvid stofdug. Over højttaleren bliver der spillet croonermusik. Omgivelserne er bløde, men farverige, meget ligesom hotellets andengenerationsejer, der nu har sat sig til rette i bordets velourstol.
Hans stemme er blød, lavmælt og venlig, men hans bevægelser og fremtoning er ivrig.
Det er ikke en energi, man ser i enhver 66-årig.
»Folk spørger, om jeg har en diagnose,« griner han.
»I så fald er jeg selv ubekendt med det. Jeg laver bare en masse ting, jeg er glad for. Jeg betegner ikke mit arbejde som et arbejde, men mere én stor hobby.«
Peter Bühlmann Jensens forældre startede familiehotellet i 1960, hvorefter han overtog driften som 28-årig.
I dag er det hans datter og svigersøn, der styrer butikken. Herunder også Hotel Villa Provence i Aarhus, hvor han i dag primært lægger sine arbejdstimer.
Udefra emmer hoteldirektørens liv af familieidyl, et friktionsfrit arbejdsmiljø og en forudbestemt jobsucces bygget på det fundament, hans forældre har lagt.
Men det mener han selv er misforstået.
»Jeg har tit oplevet, at folk siger: 'Du er godt nok heldig med dit liv.' Heldig med mit liv? Jeg ved ikke, hvor heldig jeg er. Jeg arbejder som en hest,« konkluderer han.
Og når man hører om de arbejdstimer, han i mange år har lagt i sine job, lyder det i den grad også til at passe.
Men det er ikke kun mængden af arbejdstimer, der synes at have givet Peter Bühlmann Jensen den ustoppelige arbejdsiver, energi og bundløse interesse i menneskene omkring ham.
Han forelægger hurtigt sine mange år på arbejdsmarkedet. Medhjælper på familiens hotel, bartender på Oslobåden, tjeneruddannelse på Sheraton i København, steward, pilot, hoteldirektør – og han kunne blive ved. Og én ting har alle hans karrieretræk til fælles. Han har jagtet den føromtalte hobbyfølelse. Fornemmelsen af, at han nu vil være gladere et andet sted.
Det lyder, som om du har en veludviklet mavefornemmelse. At du er god til at finde derhen, hvor din interesse er?
»Ja, det kan man vel godt sige,« smiler han.
»Jeg lytter meget til min mavefornemmelse, til hjertet. Jeg sad for eksempel som chef i Kimber Sterling og arbejdede samtidig på familiens hotel, da jeg blev spurgt, om jeg ville være direktør for Ruths Hotel. Der styrede min datter og svigersøn allerede Scheelsminde, og så spurgte jeg dem bare: 'Skal I bruge mig her mere?' Nej nej, det skulle de ikke, men ville jeg virkelig være hotelmand igen, spurgte de? Jeg sad jo der som chef og med pilotuddannelsen i hånden. Og ja, det kunne jeg mærke, at jeg ville!«
Ti år blev det til på det kendte Skagen-hotel.
Og da maven ikke længere var glad for det, tog han videre.
Men det har ikke altid været nemt at insistere på at følge sin egen intuition.
»Da jeg var ung, ville mine forældre gerne have, at jeg læste videre, for det gjorde min storebror. Men jeg tog ud som bartender på Oslobåden i stedet for, og min far var dybt skuffet over, at jeg ikke tog en finere uddannelse,« siger han og uddyber:
»Så tog jeg tjeneruddannelsen på Sheraton Hotel i København væk fra familien, for så skulle jeg da ikke høre på det. Jeg var bestemt ikke godt tilpas med at være familiens sorte får i de to-tre år, det stod på. Men det handler om at holde snuden i sporet med det, man kan lide.«
Og det bar da også frugt for både familien og dens sorte får, at han holdt fast.
»Da mine forældre så, at jeg var ambitiøs på mit felt, hvor godt jeg fungerede, og hvor god en teambuilder jeg var, gik de gennem ild og vand for mig. Da flyttede jeg hjem igen, og så havde vi det bedste samarbejde. Mine forældre var for eksempel af den gamle skole og havde en 'herskab og tjenestefolk'-indstilling, og det gjorde, at der jævnligt var udskiftning i medarbejderne. Men jeg kunne få folk til at blive, og det var min blåstempling.«
Peter Bühlmann Jensens egne erfaringer med problematikken gør, at han har meget svært ved at forstå forældres tankegang i dag.
»Nogle forældre presser i dag deres unge til at gå på universitetet. Det er jeg stor modstander af, hvis børnene bare bliver ved med at hade alt ved at gå i skole. Nogle elsker bare at være supervisor på McDonald's eller tømrer, og så er det bare de job, de viser sig at være fantastiske til. Det er så fedt at møde selektive unge mennesker,« siger han.
Og den tankegang har han også gjort en dyd ud af at give videre i familien.
»Jeg håber, at min datter vil blive ved med at køre hotellet, men hun skal kun gøre det, så længe hun synes, det er spændende. Og det samme med mine børnebørn, hvis det viser sig slet ikke at være det, de synes er spændende.«