Når sneen falder på J-dag, som i år er 5. november, bliver det med et nyt tiltag fra politiets side i Jomfru Ane Gade.
Den populære festgade bliver fra 4. november en såkaldt 'nattelivszone', hvilket betyder, at det er ulovligt at opholde sig i zonen, hvis man er blevet dømt efter en lov, der trådte i kraft 1. juli i år.
Den nye lov har givet landets dommere mulighed for at pålægge personer, der dømmes for eksempelvis vold i nattelivet, et forbud mod at opholde sig på barer, diskoteker og i nattelivszoner i tidsrummet fra midnat til klokken fem om morgenen.
Men det kræver noget hjemmearbejde, hvis man vil være sikker på ikke at bevæge sig ind i en nattelivszone, når man har fået et forbud mod at komme der. Der vil nemlig ikke blive skiltet med, hvornår man bevæger sig ind og ud af de pågældende områder.
»Vi er ikke forpligtet til at skilte med det. De enkelte politikredse lægger zonerne op på politi.dk. Men når retten giver det her forbud, så gør de opmærksom på, at man selv skal finde ud af, hvor zonerne er placeret. Så det er ens eget ansvar at orientere sig på forhånd,« siger Claus Danø, der er politiinspektør ved Nordjyllands Politi.
Hvis man er idømt et forbud mod at komme i nattelivet, så gælder det i hele landet. Så selvom man er dømt i for eksempel Odense, så gælder forbuddet mod at opholde sig i en nattelivszone ligeledes i Aalborg.
Hvis man overtræder forbuddet udløser det i første omgang en bøde på 10.000 kroner. Gentages overtrædelsen vil det medføre en frihedsberøvelse.
Det er op til de enkelte politikredse at vurdere, hvor der er behov for nattelivszoner og i Nordjylland bliver den første, og indtil videre eneste, placeret i Jomfru Ane Gade.
»Vi har lige skullet analysere og vurdere, hvor henne vi fandt et behov. Både i Aalborg, men også i vores andre byer i politikredsen, og så vurderede vi, at det var passende at indføre her op til J-dag,« forklarer Claus Danø, der er politiinspektør ved Nordjyllands Politi.
Valget af netop Jomfru Ane Gade var oplagt, siger Claus Danø:
»Generelt set er problemerne jo der, hvor der er et værtshusmiljø, der har sent åbent. Og Jomfru Ane Gade genererer hver weekend voldssager, så derfor er det en meget naturlig placering.«
Selvom Jomfru Ane Gade er den eneste nattelivszone i Nordjylland, så kan der på sigt komme flere i spil. Også selvom det kun er periodisk.
»Vi har for nuværende ikke vurderet, at det er nødvendigt at indføre i Frederikshavn eller Hjørring. Men det kan måske blive aktuelt i Skagen i nogle sommeruger. Eksempelvis uge 29. Men vi evaluerer på det løbende,« siger politiinspektøren.
For politiet giver den nye zone i Jomfru Ane Gade et ekstra redskab til at komme nye voldsepisoder i forkøbet, selvom det ikke er noget, de kommer til at sætte ekstra mandskab af til.
»Vi kommer til at fortsætte med vores oprindelige kontroltryk. Men de her personer har en særlig måde at gøre opmærksomme på sig selv på, så hvis der er en fire-fem stykker, der bliver dømt i Aalborg, så skal vi nok kunne genkende dem,« siger Claus Danø.
Hvis man nu bliver dømt i eksempelvis Næstved og tager til Aalborg, så gælder forbuddet jo stadig, men så kender I dem jo ikke.
»Vi ved af erfaring, at de her personer gør opmærksom på sig selv. Men hvis man har fået et forbud i Næstved og tager til Aalborg, drikker en øl med en fætter klokken to om natten og opfører sig pænt, så fanger vi dem aldrig.«
Nattelivszonen i Jomfru Ane Gade gælder i første omgang i to år, til og med den 3. november 2023. Der er dog mulighed for en forlængelse.