Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Det var egentlig meningen, at alle de penge, Pernille Wahlgren sparede op ved at investere i aktier, skulle gå til en drømmevilla på Frederiksberg.
Men som tiden gik, ændrede drømmen sig, og i stedet kunne hun i en alder af 44 år pensionere sig selv.
Det fortæller hun i et interview med Femina.
Indtil sidste år arbejdede Pernille Wahlgren blandt andet som udviklingschef og kommunikationschef for kulturinstitutioner, og ved siden af brugte hun tid til at handle aktier.
Noget, som hun har gjort i årevis.
Men til sidst tog det for meget tid væk fra hendes kæreste og de to sønner på ni og 11 år, som de har sammen.
»Jeg syntes, jeg havde alt for travlt, og det var svært at være lige så nærværende over for mine sønner og min kæreste, som jeg gerne ville. Jeg var træt af, at alt bare skulle overstås, og jeg havde aldrig tid til at nyde livet rigtigt. Hamsterhjulet snurrede bare, og jeg hang i med neglene,« fortæller hun til Femina.
Samtidig fik en tale til en begravelse af en succesfuld kvinde, der ikke havde haft meget tid tilbage til sin familie, hende til at ønske, at hun selv kunne være mere nærværende.
Kombinationen af, at hendes aktier var steget i værdi, og at hun længe ikke havde købt unødvendige ting, gjorde, at hun var blevet økonomisk uafhængig.
Sidste sommer sagde hun derfor sit job op og pensionerede sig selv som 44-årig.
Her mere end et år efter lever hun fortsat af udbyttet fra sine investeringer, men det er ikke, fordi hun ikke laver noget til daglig.
Til Femina forklarer den i dag 45-årige Pernille Wahlgren, at hun gerne vil hjælpe andre med at opnå den samme økonomiske frihed, og derfor holder hun blandt andet foredrag og har oprettet en YouTube-kanal, hvor hun giver gode råd til aktiehandel.