Flere patienter er blevet coronasmittet, mens de har været i behandling på hospitalet for andre lidelser.

Også medarbejdere bliver i store tal smittet. På én uge har der været 19 hospitalsudbrud. Det største er fundet sted i Odense.

Ifølge Berlingske fremgår det af oplysninger fra Statens Serum Institut (SSI), de hårdest ramte hospitaler og den seneste nationale risikovurdering.

Morten Freil, der direktør i Danske Patienter, siger til Berlingske, at sundhedsmyndighederne skal have "skærpet deres fokus på tiltag", så smitten ikke kommer ind på hospitalerne.

I det største af udbruddene har 50 medarbejdere og patienter fået konstateret coronavirus. Det er sket mellem den 8. og 18. november.

Udbruddet fandt sted på hjerteafdelingen på Odense Universitetshospital, der har afsnit i Odense og på sygehuset i Svendborg.

Alle tilfældene menes at udspringe fra en akut syg hjertepatient, der blev indlagt i Svendborg, skriver Berlingske.

Patienten blev testet for coronavirus, men der var allerede startet en større smittekæde, da svaret fra testen kom et døgn senere.

Smittekæden gjaldt et større antal medarbejdere og indlagte på sygehuset i Svendborg.

Det er ikke alle, der er blevet direkte smittet af patienten. Efterfølgende har smitten nemlig fundet sted internt mellem medarbejdere og mellem medarbejdere og andre patienter.

Derudover var en patient, der ikke var konstateret smittet, blevet sendt til afdelingen i Odense. Her spredte smitten sig også til et større antal patienter og medarbejdere.

- Det er klart et wakeupcall i forhold til, at corona stadig findes i blandt os, siger Mette Worsøe, der er ledende overlæge på medicinsk afdeling og akutmodtagelsen i Svendborg, til Berlingske.

Udbruddet har blandt andet medført, at hjerteafdelingen i Svendborg har været lukket for indtag af patienter i en uge.

Det har ikke været muligt for Berlingske at få en kommentar fra sundhedsminister Magnus Heunicke (S).