Jeg vil løbe tre gange om ugen. I fitnesscenter to gange, og om søndagen spiller jeg bold med drengene.

Mon ikke en del af os gik ind i januar med nytårsforsætter i den retning?

Intentionerne er skam gode nok, når vi går ind i januar med ønsket om at træne mere.

Men pas på, når du går i gang med at træne: Hvis du lægger for hårdt ud, risikerer du nemlig at få skader.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Liselotte Sabroe

Den sandhed kommer næppe bag på nogen, men nu har Gjensidige Forsikring skaffet tal, der giver syn for sagen.

En ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring viser, at det alt for ofte går galt, når nytårsforsætterne skal gennemføres.

Næsten hver tredje dansker ændrer deres træningsvaner ved indgangen til det nye år, og lige så mange kommer til skade under træningen.

»Det nye år er for mange en god anledning til at overveje ens livsstil og ændre på træningsvaner. Desværre ser vi i starten af året en stigning i skader hos danskere, der enten er begyndt at motionere eller har øget deres træningsmængde,« siger Henrik Sagild, som er direktør for Skade i Gjensidige Forsikring i en pressemeddelelse.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto) Søren Bidstrup

Det er især skader efter løb eller holdsport, som topper i statistikken.

Den gode nyhed er, at du sagtens kan være sund og aktiv samtidig med, at du lytter til din krop.

Det gælder kort og godt om at lægge forsigtigt ud og tage den med ro.

»Mange af de skader, vi får ind, er af typen, der kunne være undgået, hvis man var startet mere forsigtigt, havde fulgt et program eller taget sig nogle forholdsregler,« siger Henrik Sagild.

Tag den med ro i starten, når du går i gang med at træne. Ellers risikerer du at få skader. (Arkivfoto)
Tag den med ro i starten, når du går i gang med at træne. Ellers risikerer du at få skader. (Arkivfoto) Bax Lindhardt

Derfor lyder de gode råd på opvarmning før træningen og udstrækning efter.

Det er også vigtigt at begynde langsomt og følge et program.

Og så kan du glæde dig over, at der faktisk slet ikke skal så meget til, før du får en sundhedsgevinst. Det fortalte træningsekspert Marina Aagaard til B.T. ved årsskiftet:

»Med meget lidt - og let - motion kan man gøre noget rigtig godt for sig selv. Så lidt som 45 minutters gang om ugen gør, at man øger sin modstandskraft, ligesom risikoen for at få alvorlige sygdomme som hjertekarsygdomme mindskes. Allerede der er man ved at forbedre sit helbred. Det er fuldstændig vildt.«