»Vi vil gerne give dig en gratis prøveperiode på 1 år«
Sådan står det skrevet i en e-mail, der i øjeblikket florerer rundt, og som til forveksling ligner noget fra streamingtjenesten HBO.
Problemet er bare, at det slet ikke er HBO, der står bag, men i stedet en række svindlere, som forsøger at lokke kunder i fælden med et års gratis abonnement til streamingtjenesten.
Det skriver Mit Digitale Selvforsvar, som er en app, der er udviklet af Forbrugerrådet Tænk.
I mailen, som umiddelbart ligner noget fra HBO, skriver de desuden, at man skal ændre sit brugernavn og lave et nyt kodeord, således de kan aktivere kontoen.
Men disse ord skal man endelig se bort fra, lyder det fra Forbrugerrådet Tænk.
Svindlerne er nemlig udelukkende ude på at få fingrene i dine betalingsoplysninger – og kvitterer altså ikke med et gratis abonnement.
Det er da heller ikke første gang, at en streamingtjeneste har været udsat for disse fup-mails.
Tilbage i oktober gjorde det samme fupnummer sig nemlig gældende for Netflix, og her lød opfordringen fra Forbrugerrådet Tænk på, at man ikke skulle klikke på linket og tage ordene for gode vare:
»Slet denne fupmail hvis du får den. Husk du altid bør tjekke direkte inde på den officielle hjemmeside eller app, når du vil tjekke din konto – aldrig via et link i en mail,« skrev Forbrugerrådet Tænk.


