Tålmodighed - og rigeligt af den - er den vigtigste dyd, hvis man vil have en sammenbragt familie med mor, far, dine, mine og måske også - vores børn - til at fungere.

»Den sammenbragte familie har mange idealer fra kernefamilien, men er en anden slags familie,« siger Søren Marcussen, der er familiebehandler på Center for Familieudvikling.

I gennemsnit går der tre til fire år, fra et par møder hinanden, til de får børn sammen og etablerer en kernefamilie. I den sammenbragte familie er børnene til stede fra dag ét. Et andet vilkår er, at begge forældre i kernefamilien knytter sig til barnet på samme tid. Men i den sammenbragte familie har den ene forælder knyttet sig til barnet tidligere end den anden. Begge dele kan give problemer.

Ifølge den amerikanske psykolog Patricia L. Papernow, der har forsket i stedfamilier, tager det mellem to til fire år at forme en sammenbragt familie. Med andre ord: Det tager tid at sammentømre en sammenbragt familie.

Forbudte følelser

I erkendelsen af, at den sammenbragte familie har særlige udfordringer, holder Center for Familieudvikling kurser målrettet netop den familietype. Et af rådene til de børn og voksne, der er faret vild i en ny familie, er, at de skal holde op med at tro, at alle problemer kan løses. Problemerne er derimod et grundvilkår, som skal accepteres.
​»Man skal forstå følelserne, før man kan begynde at deale med dem. Et godt sted at begynde er at acceptere de blandede følelser, der let opstår i de sammenbragte familie,« siger Søren Marcussen.

Problemerne i papfamilien handler typisk om følelser, der kommer i klemme. Følelser, som man skammer sig over, og derfor ikke får talt højt om. Tina Myung Povlsen, der har skrevet bogen ‘Hun er jo bare 4’, skammede sig f.eks. over at blive jaloux på sin fire-årige papdatter.

Men en papmor eller papfar kan sagtens føle jalousi overfor sin nye kærestes børn, og det er nødvendigt at acceptere de blandede følelser.

Papmoren i den sammenbragte familie, kan sagtens spille en rolle, når far ikke er hjemme, men så snart han træder ind ad døren, vil børnene vende sig mod ham. Det kan få hende til at føle, at hun kommer i anden række hos børnene. Og spørger hun ham, vil han formentligt også sige: ‘Ja, du kommer efter mine børn’,« siger Søren Marcussen.

Parforholdet i den sammenbragte familie er udfordret, fordi børnene kommer til at fylde meget.
»Alle parter kan på skift føle sig udenfor fællesskabet. Vi taler om, at man er ‘stuck inside’ og ‘stuck outside’. Vil man have en vellykket sammenbragt familie, er det derfor vigtigt at prioritere tid til de voksne - uden børnene.«

Også børnene har blandede følelser. Efter en skilsmisse har mange børn deres forældre for sig selv i et til to år, før f.eks. far finder en ny kæreste. Men når den nye kæreste pludselig kræver sit, kan børnene føle, at de mister ham - igen.

Ofte forsøger de nye familier at presse sig ned i den form, de kender fra kernefamilien. F.eks. ved at flytte sammen og forvente at hele familien skal gøre alting sammen. Men opskriften på succes er det stik modsatte.
»Far skal have lov at have tid alene med sit biologiske barn og papmor skal have lov at have tid alene med sit papbarn. Der er brug for 1:1 tid til alle, for at de forskellige bånd i familien understøttes,« siger Søren Marcussen.

Nye bånd

Ifølge Danmarks Statistik findes der 100.349 sammenbragte familier i Danmark. Mange af dem må opgive drømmen om den nye familie. Et forhold, der kan spænde ben for dem, er forholdet mellem de biologiske forældre, der ofte udfordres, når den ene finder en ny partner.
»Barnet har altid en kærlighed til den forælder, der ikke er der. Hvis børnene kan mærke, at mor bliver ked af det, føler de sig illoyale, hvis de begynder at kunne lide fars nye kæreste. Men hvis børnene ikke trives, ser vi ofte, at familien aldrig kommer til at fungere.«

På det store spørgsmål om, hvornår en papforælder må opdrage på sit papbarn, lyder rådet:
‘Ikke før man ved, at man kan lide hinanden’.
»Det tager tid at etablere en forbindelse - med kærlighed. Først når den er etableret, kan man begynde at opdrage. For først da vil barnet være så tryg, at det er muligt for papmor at påtage sig forældreopgaver.«