En på papiret banal sag om nogle regninger fra en håndværker har tilsyneladende skabt panik i toppen af både Justitsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste (PET).

B.T. kan i dag afsløre, at en klage fra B.T. til Folketingets Ombudsmand i sagen om PETs millionudbetalinger til entreprenøren Jens Christian Bundgaard i januar 2022 fik ministeriet til først at kræve et møde med ombudsmand Niels Fenger og siden sende et helt hold af topfolk af sted.

To afdelingschefer, en kontorchef, en fuldmægtig fra ministeriet og flere PET-folk deltog i mødet.

De havde ét mål: at forhindre B.T. i at få indsigt i regningerne fra entreprenøren, som PET har brugt til en totalrenovering af sine hovedkvarter i Søborg.

Entreprenør Jens Christian Bundgaard er under mistanke for at have blandet sin egen private husrenovering sammen med sit arbejde for PET.  
Entreprenør Jens Christian Bundgaard er under mistanke for at have blandet sin egen private husrenovering sammen med sit arbejde for PET.  
Vis mere

Hvad de talte om, ved vi ikke.

For indholdet af mødet må ikke refereres. Men at det fandt sted, bekræftes af en aktindsigt, som B.T. har modtaget.

Dagen efter satte ombudsmanden sig til tasterne og traf en afgørelse i PETs favør.

Det ganske opsigtsvækkende møde knytter sig til den sag, B.T. har afdækket siden juli 2020 vedrørende PETs mangeårige hushåndværker Jens Christian Bundgaard, der er eneejer af firmaet JCB Tømrer og Snedker.

I 2017 blandede han sin egen private husrenovering i Farum sammen med sit arbejde med at renovere for PET.

Vvs'er og underentreprenør Claus Ganløse er stået frem i B.T. og fortalt, at han i 2017 blev bedt om at skrive PET på fakturaer for 440.000 kroner for arbejde udført i Jens Christian Bundgaards hjem i Farum.

Samtidig har en medarbejder fortalt, hvordan han skulle skrive PET på sine timesedler, når han arbejdede i Jens Christian Bundgaards hjem.

Desuden har B.T. kunnet afdække, hvordan Jens Christian Bundgaard personligt har tjent 33 millioner kroner i årene 2016 til 2020 ved at arbejde for blandt andet PET, politiet og Bygningsstyrelsen.

B.T. har gennem mere end et år og uden held forsøgt at få aktindsigt i fakturaerne, og det har ført til en klage fra B.T.s side til Ombudsmanden.

PET vil ikke udlevere fakturaerne og henviser til statens sikkerhed, og den beslutning har Justitsministeriet efterfølgende sagt god for.

Men begrundelsen holder ikke, lyder det fra forskningschef emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen.

»Hensynet til statens sikkerhed skal tages alvorligt, men det bliver imidlertid misbrugt, når PET og Justitsministeriet ikke vil oplyse, hvad en entreprenør har fået udbetalt for håndværkeropgaver,« siger han.

Oluf Jørgensen henviser til en revision af PET-loven i 2014, hvor det blev skrevet ind, at PET skal give aktindsigt i administrative forhold.

Det er her på Klausdalsbrovej i Søborg, entreprenør Jens Christian Bundgaard gennem en årrække har renoveret for PET.
Det er her på Klausdalsbrovej i Søborg, entreprenør Jens Christian Bundgaard gennem en årrække har renoveret for PET. Foto: Søren Kjellberg Ishøy
Vis mere

»Her er der tale om administrative forhold,« siger han.

Også Bente Hagelund, der er rektor på Folkeuniversitetet og ekspert i forvaltningsret, undrer sig:

»Det her virker meget mystisk, og man forstår ikke helt, hvad der er på spil. En byggesag burde være en administrativ sag. Man kan jo også spørge sig selv: Hvis ikke en regning til en håndværker er en administrativ sag, hvad er så,« siger Bente Hagelund.

Mødet hos Ombudsmanden 11. januar 2020 er ikke PETs eneste forsøg på at påvirke afgørelsen.

I 15. november 2020 var der et møde på et lavere niveau mellem medarbejdere fra Ombudsmanden, Justitsministeriet og PET.

Referatet fra mødet er skrevet i hånden, og det fremgår, at alle involverede skulle lægge deres mobiltelefoner uden for døren. Referatet indeholder ikke andet end en konstatering af, at mødet er blevet holdt. Selve substansen er mørklagt.

Heller ikke politikerne i Folketinget kan få indsigt i, hvad PET har udbetalt til Jens Christian Bundgaard.

Justitsminister Nick Hækkerup har leveret teflonsvar til flere retsordførere, mens transportminister Trine Bramsen, som har Bygningsstyrelsen under sit ressortområde, slet ikke har svaret på et spørgsmål, som Enhedslistens Henning Hyllested stillede for et halvt år siden i sagen.

»Alt ved den her sag er mistænkeligt. Man tænker jo, at PET har noget at skjule, når man har brug for at banke Ombudsmanden på plads. Det giver næring til den følelse, at vi med PET har fået en stat i staten,« siger Henning Hyllested.

Tilbage til Ombudsmandens afgørelse: Dagen efter mødet 11. januar 2021 afgjorde Ombudsmanden, at PET ikke skal udlevere fakturaerne.

I et svar til B.T. oplyser Justitsministeriet:

»Det er helt sædvanligt, at der afholdes møder mellem myndigheder og Folketingets Ombudsmand. Det gælder også sager om aktindsigt. Ombudsmanden foretager under alle omstændigheder sine undersøgelser i fuld uafhængighed,« skriver presseenheden og fortsætter:

»PETs afgørelse i den konkrete sag blev truffet i medfør af offentlighedslovens regler, og PET har anset den for at være administrative forhold. PET fandt imidlertid, at det på grund af hensynet til statens sikkerhed ikke var muligt at be- eller afkræfte, om PET har anvendt en konkret leverandør. Justitsministeriet tiltrådte efterfølgende PETs afgørelse, og Ombudsmanden fandt ikke grundlag for at tilsidesætte dette.«