De mindste skolebørn er under den verserende nedlukning af samfundet i mange tilfælde isoleret derhjemme.

Men det har pædagog Majken Bentzen besluttet sig for at gøre noget ved.

»Det er svært ikke at bekymre sig om børnene,« siger hun.

Derfor har den 56-årige pædagog fra Aarhus taget et initiativ, der vækker begejstring blandt både forældre og børn.

»Det er mega fedt,« siger forælder Tina Ravnsmed Hamborg.

Når børnene fra 0. til 3. klasse har fri fra undervisningen på Skjoldhøjskolen, plejer omkring 180 af dem at komme i SFO, hvor Majken Bentzen har ansvaret for 2. klasseeleverne.

Men den aktuelle hjemsendelse til fjernundervisning betyder, at kun få dukker op til det gældende tilbud om nødpasning.

På 2. klasse er der for tiden slet ingen børn, der møder op, fortæller Majken Bentzen.

Så for at de små ikke skal lide under, at deres forældre viser overskud – som Majken Bentzen formulerer det – ved at holde børnene hjemme, mens de samtidig passer deres arbejde hjemmefra, så kommer den 56-årige pædagog og ser til børnene.

Én for én bliver de nu luftet af Majken Bentzen, når hun henter dem ved deres hoveddør.

»Så går vi i 20 minutter til en halv time, alt efter hvor meget de har på hjerte, og hvor meget tøj de har fået på,« siger hun med henvisning til vinterkulden.

Majken Bentzen er meget bevidst om, at børnene savner deres venner og deres hverdag. Det var med den tanke i baghovedet, at hun i forrige uge fandt på at tage på hjemmebesøg.

Tina Ravnsmed Hamborg fortæller, at hendes søn lavede en sneboldkamp med Majken Bentzen. Privatfoto 
Tina Ravnsmed Hamborg fortæller, at hendes søn lavede en sneboldkamp med Majken Bentzen. Privatfoto 
Vis mere

»Dels for at få dem ud i den friske luft og dels for at have snor i dem, så jeg kan høre, hvordan det går dem, og lade dem vide, at vi er der for dem,« siger hun.

Det initiativ bliver taget godt imod hos 39-årige Tina Ravnsmed Hamborg, hvis otteårige søn, Karl, blev hentet torsdag af Majken Bentzen.

»Karl jublede helt vildt, da jeg læste højt fra Aula (skoleintranettet, red.), at hun ville komme. Majken er meget rummelig og kærlig, og jeg tror, alle børnene savner hende,« siger Tina Ravnsmed Hamborg, der er projektleder hos Danske Skoleelever.

»Karl syntes, det var ret sejt, at han skulle alene af sted, og han fløj ud og tog flyverdragten på, da han blev hentet,« siger hun.

Majken Bentzen fortæller, at hun sammen med to andre voksne i SFO'en har planlagt en rute, hvor de kommer forbi alle børnene. I begyndelsen af næste uge vil de sidste børn være kommet ud på tur, inden turnus starter forfra.

»Vi har lavet sneboldkampe, bygget snemænd og snakket,« siger Majken Bentzen, der fortæller, hvor hendes iver efter at opsøge mere arbejde kommer fra.

»Uden at det skal lyde, som om arbejdet bærer lønnen i sig selv, så er det en stor tilfredsstillelse for mig at se børnene og vide, at de har det godt.«

Af hensyn til smitterisikoen må Majken Bentzen blot tage et enkelt barn med ad gangen.

Men det har også en fordel, mener Tina Ravnsmed Hamborg.

»Det giver jo noget alenetid, som der ikke er mulighed for normalt. Og så kom hun jo og så, hvor Karl bor, så han var på hjemmebane, og han var meget glad.«

Ifølge Tina Ravnsmed Hamborg er Majken Bentzens initiativ med til at bygge bro til tiden før, coronapandemien kom og spolerede den vanlige sjov om eftermiddagen for børnene.

»Det giver børnene en fornemmelse af, at nogen har savnet en, og at man er en del af et fællesskab.«