Det er de færreste, der ikke synes, at en sælunge er nuttet.

Men desværre er der også nogen, der synes, at de små pattedyr er en anelse for søde.

I hvert fald har turisterne ved stranden på Grenen meget svært ved at holde sig fra de sælunger, der soler sig ved det nordligste punkt i Danmark.

Det skriver TV 2 Nord.

Selvom Frederikshavn Kommune og Naturstyrelsen har opsat skilte på stranden, hvor det fremgår, at man skal holde 50 meters afstand til de nuttede væsner, har sommeren indtil videre vist, at de besøgende har voldsomt svært ved at overholde dette.

»Det er sådan noget her, der giver sælerne stress. Folk står alt for tæt på. Nogen af sælerne ligger og puster meget, og det kan være et tegn på stress,« siger Mogens Sonne Hansen fra Naturstyrelsen til TV 2 Nord.

Sælungerne går nemlig på land for at få et hvil, men det bliver altså ødelagt af turister, der går for tæt på og i værste fald rør ved sælerne.

Nogen har endda - ifølge en kilde, som TV 2 Nord har talt med - kastet sælungerne i vandet, fordi de troede, at de var strandet.