»Det, vi har oplevet det seneste år, er en eksplosion i bestillinger.«

Sådan fortæller Morten Berg, der er direktør for Pædagogisk Vikarbureau.

Den stigende efterspørgsel på pædagogvikarer, der skal agere nødhjælp, skyldes blandt andet, at coronapandemien danner grundlag for et højt sygefravær.

Men det er ikke kun corona, der spænder ben for institutionernes vagtplaner.

»Der er en generel mangel på pædagoger, så selv hvis man tager corona ud af ligningen, er situationen alene dér ganske alarmerende. Der er simpelthen så stor mangel på pædagoger,« fortæller han til B.T.

Det skyldes, at mange det seneste år er gået på enten efterløn, pension eller af andre årsager er stoppet i faget. Samtidig bliver der ikke uddannet nok pædagoger til at gøre op for den mistede arbejdskraft.

Dét, med coronapandemien oveni, har skabt store problemer for institutioner landet over.

»Vi har inden for det seneste år nærmest fordoblet vores vikarstyrke. Men det, der er interessant, er, at vi under normale tilstande ville kunne dække alle vikariater. Men vi kan måle på vores dækningsgrad og se, at den falder. Det er, fordi efterspørgslen er langt større end vores fremgang i ny arbejdskraft,« fortæller Morten Berg og fortsætter:

Der mangler pædagoger til at passe børn.
Der mangler pædagoger til at passe børn. Foto: Signe Goldmann
Vis mere

»Vi kan virkelig høre  desperationen fra institutioner derude. De har utrolig svært ved at holde åbent og få det til at hænge sammen.«

Faktisk er situationen lige nu så kritisk, at man i Hillerød Kommune har henvendt sig til Børne- og Undervisningsministeriet for at efterspørge mulighederne for at tilpasse serviceniveauet efter bemandingen.

Såkaldt dimensionering. Det betyder, at man enten forkorter åbningstider eller decideret lukker enkelte afdelinger eller sågar hele institutioner.

»Det, synes jeg, giver god mening. Jeg har fuld forståelse for, at man bruger det som et nødværktøj. Vi er også nødt til at tage ansvar, for vi kan ikke holde daginstitutionerne åbne, hvis det bliver et kaos for børn at være i, fordi der ikke er voksne nok,« fortæller Morten Berg, der selv har 13 års pædagogisk erfaring.

»Ud fra et pædagogisk, ansvarligt synspunkt, så er det bare nødvendigt at gøre noget.«

For nu har Hillerød Kommunes henvendelse ikke ledt til ændringer. Dog er det blevet meldt ud, at der nu kan være 'helt ekstraordinære situationer', hvor en kommune ikke kan opfylde pasningsgarantien.

Eksempelvis, hvis der er så mange sygemeldinger en morgen, at det er decideret 'uforsvarligt, at modtage børn som vanligt', såfremt, man har 'afsøgt alle muligheder for at skaffe ekstra arbejdskraft'. Det fremgår af Børne- og Undervisningsministeriets hjemmeside.