Køen er lang. 1.516 børn er lige nu på venteliste til svømmeholdene i Hovedstadens Svømmeklub.

Hvis dit barn er blandt de sidste på listen, er chancen meget lille for at få en plads på et af de 600 svømmehold.

»Forældre, der prøver at melde børn til svømning, bliver ret sure, fordi de ikke kan få en plads. Der mangler svømmehaller, og vi taler om årtiers efterslæb,« siger Lars Sørensen, klubdirektør for svømmeklubben og tilføjer:

»Politikerne gider ikke give penge til at bygge idrætsfaciliteter i det hele taget, men i svømmehallerne står det værst til.«

De lange ventelister betyder, at mange børn aldrig kommer til at dyrke den idræt, som de drømmer om at gå til, fortæller Charlotte Bach Thomassen, landsformand for Danmarks Gymnastik- og idrætsforeninger (DGI).

»Børnene kan jo ende med at droppe ud, fordi de har stået på ventelisten så længe,« siger landsformanden og efterlyser flere penge fra politisk side.

»Politikerne burde også kigge efter, om der kunne være nogle faciliteter, som kunne være ledige, som man kunne bruge midlertidigt. For vi mangler det,« siger Charlotte Bach Thomassen.

Spørgsmålet er, hvad Socialdemokratiet og Venstre vil gøre ved problemet?

1.516 børn er på venteliste til et svømmehold i Hovedstadens Svømmeklub.
1.516 børn er på venteliste til et svømmehold i Hovedstadens Svømmeklub. Sara Gangsted

Venstres spidskandidat til kommunalvalget mener, at problemet bunder i, at det politiske flertal i form af de røde partier ikke har prioriteret idrætten.

»Vi skal for alvor i gang med at bygge nyt, både baner, haller og svømmehaller til de etablerede idrætsgrene og faciliteter til nye idrætsgrene som padeltennis og beachsport,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard (V), beskæftigelses- og integrationsborgmester i København.

Venstre foreslår derfor, at der de næste otte år afsættes en årlig pulje på 200 millioner kroner til investeringer i ny haller og baner. Samt en årlig pulje på 50 millioner kroner til investering i nye svømmehaller, forklarer spidskandidaten.

»Og så skal vi blive langt bedre til at bruge de faciliteter, vi allerede har ved at øge adgangen til skolernes og andre af kommunens idrætsfaciliteter, for eksempel motionsrum og gymnastikrum på plejecentre,« siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Socialdemokratiet har længe siddet på magten på Københavns rådhus.

Regeringspartiet erkender i sit nye udspil ‘Tættere på, grønne byer og en hovedstad i udvikling’, at antallet af fodboldbaner og idræts- og svømmehaller ikke har fulgt med befolkningsudviklingen i København.

Derfor vil regeringen nu afsætte en milliard kroner til at bygge nye faciliteter i hovedstaden.

»Vi ligger efter resten af landet, når det kommer til antallet af idrætsfaciliteter pr. indbygger, og det er rigtig ærgerligt,« siger den socialdemokratiske børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen.

Han fortæller, at han vil prioritere området, blandt andet ved brug af kreative løsninger:

»Hver gang vi bygger eller renoverer en skole i København, tænker vi idrætsfaciliteter ind i form af legepladser, der inviterer til at røre sig, haller, boldbaner og endda svømmehaller. Skolernes faciliteter er så vidt muligt også åbne for andre, når skolerne ikke selv bruger dem.«

Begge politikere ser også muligheden for at bygge i højden for at udnytte pladsen maksimalt.

»I mange tilfælde når vi bygger nye skoler og daginstitutioner, tænker vi også i de baner ved for eksempel at lave boldbaner på taget af skolen eller endda en idrætshal på toppen af en parkeringskælder ved siden af en ny skole i Sydhavnen,« siger Jesper Christensen.

Cecilia Lonning-Skovgaard tænker i de samme baner:

»Vi drømmer om et hal-anlæg i bl.a. Nordhavn, på Nordøst-Amager og i Valby, og her kunne en løsning sagtens være at bygge i etager, så man havde en gymnastiksal nederst, en håndboldhal i midten og fodboldbaner på toppen.«

Der skal stemmes til kommunalvalget tirsdag 16. november.