Lad os bare sige det, som det er. Den har ikke helt samme visuelle x-factor som den fashionable fastelavnsbolle, folk i februarkulden stod i kø for.
Men så kan den noget andet, den relativt simple hvedebolle, som danskerne i netop de her dage køber og spiser i hobetal.
Det fortæller Jonas Astrup, som udover at være udviklingschef i Meyers Madhus er en af Danmarks største bagenørder.
Og det bliver altså lidt nørdet, hvis vi skal forstå, hvorfor varme hveder med koldt smør smager så pokkers godt.
Så godt, at over halvdelen af alle danskere ifølge Madkulturens Madindeks 2017 spiser dem dagen før Store Bededag.
Men vi starter lige et andet sted. Nemlig med dét de varme hveder har tilfælles med fastelavnsbollerne.
»Helt grundlæggende kan vi godt lide at have noget at samles om. Det gælder også måltider som er afledt af en eller anden begivenhed, der kalder på, at vi mødes,« siger Jonas Astrup og fortsætter:
»Her er hveden et godt eksempel, fordi den vender tilbage hvert år på det her tidspunkt og på den måde symboliserer en form for samlingskraft.«
Det er nemlig en gammel tradition, at man dagen før Store Bededag bager eller køber varme hveder med hjem for at spise dem.
Oprindeligt var det dog meningen, at hvederne skulle gemmes til selve Store Bededag, hvor de blev ristet, så bageren kunne få lov at holde fri på helligdagen.
Men det er nu langt fra i alle hjem, at en nybagt hvede får lov at leve så længe. Trods sit lidt anonyme ydre, er det nemlig lidt af en sensorisk fristelse.
»Den adskiller sig fra mere traditionelle hvedeboller ved både at indeholde æg, smør, sukker og kardemomme, der er et krydderi, som tiltaler de fleste af os,« siger Jonas Astrup.
Men selv uden krydderi, kan duften af nybagt eller ristet brød få vores tænder til at løbe i vand. Og det en helt særlig reaktion, som den gyldenbrune kulør på hvedens top afslører.
»Det skyldes Mailard-reaktioner, som opstår, når vi tilføjer fødevarer varme, og der er sukker og protein til stede. Vi kender det også fra, når vi steger stykke kød eller rister kaffe,« siger Jonas Astrup.
Mailard-reaktionen sætter gang i en kaskade af kemiske reaktioner, der ofte pirrer vores sanser. Tænk bare på 'duften i bageriet'.
»Og hvis man så dagen efter flækker hveden og rister den, så forøger man den andel af hveden, hvor der er fundet Mailard-reaktioner sted. Så bliver det jo nærmest det mest luksuriøse, man kan spise: friskristet bolle med smør,« siger han.
Smid med fordel smørret i fryseren, så du med en ostehøvl kan skære et tyndt stykke ud, der passer lige til hveden.
»Ikke nok med, at du så får kontrasten mellem det super aromatiske ydre og bløde og nærmest svampede indre. Du får også kontrasten mellem det varme brød og det kolde smør,« siger Jonas Astrup.
Selvom han medgiver, at hveden ikke har helt samme wow-effekt som en fastelavnsbolle anno 2021 har, mener han nu, at hveden også kan noget med sit udseende.
»Man spænder den op som en bolle, der bliver placeret skulder ved skulder i en bradepande. Så når du skiller hvederne fra hinanden, er du nødt til at bryde brødet, som jo er en meget fin symbolsk handling,« siger han og uddyber:
»Det her med at bryde et brød og dele med sine nærmeste, er jo noget, der er indlejret i mange kulturelle og religiøse praksis.«