Onsdag blev en otteårig dreng fra Stjernevejsskolen i Hedensted fundet i livløs tilstand med en snor om halsen under en skoleudflugt.

Nu er der godt nyt om drengens tilstand.

Den otteårige blev fløjet til Skejby Sygehus med helikopter efter ulykken og har været indlagt i koma. Men nu er drengen vågnet, skriver Horsens Folkeblad.

Han er ikke længere i livsfare, oplyser skoleleder Sabina Marquard Madsen på vegne af drengens forældre.

»Det var lige præcis sådan en besked, vi drømte om, og det er en kæmpe lettelse for alle – lige fra forældre og kammerater til hele skolen,« siger hun til Horsens Folkeblad.

Præcis hvordan den frygtelige ulykke under skoleudflugten skete, er endnu uvist.

Men sikkert er det, at den otteårige i en kort periode var alene under udflugten til Hedensted Søerne, hvor elever fra første og andet skoletrin blandt andet skulle samle ting fra naturen.

De voksne fik hurtigt frigjort ham og ringet 112.

Drengen er fortsat indlagt på Skejby Sygehus. Det vides endnu ikke, hvornår han kan udskrives, eller om han slipper uden mén.