En ældre kvinde er gået fra sit hjem i Virum, og nu ved ingen, hvor hun er.

Derfor bliver hun nu efterlyst af Nordsjællands Politi, som leder efter hende med blandt andet helikopter.

Det drejer sig om den 86-årige Britta, som bor på Parcelvej i Virum.

Hun blev sidst set af hjemmeplejen søndag aften, men nu er der ingen, der ved, hvor hun er.

Britta beskrives som en lille kvinde, mellem 150 og 155 centimeter høj. Spinkel af bygning.

Hun har langt, mørkt hår og bruger briller.

Politiet mener, at hun muligvis er iført en mørkeblå regnjakke og sorte lædersandaler. Det er desuden muligt, at hun medbringer en brun skuldertaske i læder.

Nordsjællands Politi har ledt efter den forsvundne kvinde med hundepatruljer siden mandag, da hun blev meldt savnet.

Nu beder politiet også offentligheden om hjælp i sagen.

Har du set hende, hører Nordsjællands Politi gerne fra dig på telefon 114.