Det vrimlede med fulde og glade mennesker i det aarhusianske fredag aften og nat, da der var J-dag og julebryg på menuen.
For rigtig mange mennesker er J-dag blevet en fast tradition, og det er en af de allerstørste gå-i-byen dage på året – også i Aarhus.
Derfor var det ikke kun ølglade aarhusianere, der var til stede i byen fredag aften og nat, men også politiet.
Og selv om det blev til 8 overnatninger i detentionen, så melder Østjyllands Politi om en stille J-dag.
»Vi har oplevet, at der har været lidt mere travlt end en normal fredag aften, men ellers har der ikke været det store, og der er ikke ret mange anholdte,« siger vagtchef hos Østjyllands Politi Morten Hansen.

Østjyllands Politi havde i forvejen taget deres forhåndsregler og meldt ud, at de ville være massivt til stede i løbet af aftenen og natten.
»I 2020 var alle festligheder aflyst, hvorfor mange nok vil tage revanche i år. Vi byder folk velkomne og håber, at de får en fantastisk aften, men også tænker sig om og lader bilen stå og trække cyklen hjem«, siger Politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter Christian Berthelsen i en pressemeddelelse.
Og det har altså vist sig, at de festglade mennesker havde taget den opfordring til sig.


