Hvis du bor på Sjælland, vil du nu have rig mulighed for invitere dine gæster på en velsmagende gang tzatziki.

Du skal bruge noget græsk yoghurt, et par hvidløg, nogle spiseskefulde olivenolie og salt og peber. Og så mangler der selvfølgelig den sidste og vigtigste ingrediens – agurkerne.

Og dem er der rigeligt at få fat på for sjællænderne kvit og frit i disse dage.

Det skyldes, at 360 kasser med i alt 10.800 agurker bliver delt ud forskellige steder på Sjælland af madspildsorganisationen Stop Spild Lokalt.

Det skyldes, at Nettos lager i Køge stod med de mange agurker og vurderede dem til, at de ikke havde den kvalitet, som gjorde, at de var egnede til at blive solgt til borgerne.

Det oplyser Netto til TV 2 Lorry.

Madspilsorganisationen deler de mange agurker ud via såkaldte madoaser, hvor borgerne gratis kan komme og hente overskudsmad. Og samarbejdet med Netto glæder Mads Grand, der er pressechef i Salling Group, som ejer Netto-kæden.

»Vi er i Netto superglade for, at de så hurtigt kunne afhente agurkerne og sikre tzatziki, agurkesalat og leverpostejmadder med agurk hjemme hos de sjællændere, som de delte mad ud til her i weekenden,« siger Mads Grand til TV 2 Lorry.

Han forklarer det som en meget bedre metode at dele varerne ud gratis på denne måde i stedet for, at man flytter madspild til forbrugerne, fordi man ville sælge en vare, hvor holdbarheden bare ikke er god nok.

Netto arbejder også med andre organisationer for undgå madspild.

Det er blandt andet TooGoodToGo, hvor du kort inden lukketid i butikken kan komme og hente varer, som de ikke ville kunne sælge dagen efter.