Nadja Engsig har altid ligget i krig med sin krop. Allerede som barn var hun overvægtig. Men som ung og voksen blev hun kun tykkere – og tykkere. Da hun var allerstørst, viste vægten 186 kilo.

At løsningen var at sætte hende på slankekur, dét har kommuner, skoler, sagsbehandlere og hendes mor altid været enige om.

Utallige gange har Nadja talt kalorier og strengt holdt regnskab med, hvad hun spiste, og hun har været på både julemærkehjem og idrætsefterskole for at tabe sig. Men først den dag, et andet menneske begyndte at interessere sig for, hvorfor hun var blevet tyk, skete der en forandring.

For et år siden var Nadja Engsig hovedperson i en TV 2-dokumentar, og i sidste uge debuterede den 34-årige som forfatter til bogen 'Nadja og de 170 kilo – sandhed kommer indefra'.

Nadja Engsig lider af tvangsoverspisning, også kaldet BED. Foto Bax Lindhardt
Nadja Engsig lider af tvangsoverspisning, også kaldet BED. Foto Bax Lindhardt Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Ved bogreceptionen kunne hun ikke undgå at føle sig 'taknemmelig, heldig og lykkelig', hvilket fik hende til at bryde grædende sammen på vej hjem i bilen.

»For lykke gør mig utryg. Jeg er vant til følelserne – tungt og svært. Dém ved jeg, hvordan jeg skal overleve i, men lykke giver mig kvalme og lyst til at stikke af. Jeg får lyst til at skabe drama og ødelægge den gode stemning,« siger hun.

Livet har ikke lært Nadja Engsig at ranke ryggen, tværtimod har det igen og igen vist hende, at det lønner sig bedre at tage sig i agt og dukke sig:

»I min familie røg der knive gennem luften, godt nok pakket ind i jokes, men de ramte altid de ømme punkter. Jeg var vant til at skulle iføre mig beskyttelsesdragt og være klar til at angribe, hvis det blev nødvendigt.«

»I min familie var der altid drama, snak bag ryggen og hemmeligheder, som vi børn blev involveret i, men som vi ikke måtte fortælle videre.«

Med bogen har hun nu blotlagt alle sine hemmeligheder. Ærligt fortæller hun om at:

  • Leve med spiseforstyrrelsen BED (Binge Eating Disorder, red.), der har fået hende til at spise op til 4.000 kalorier på et enkelt måltid.
  • Vokse op i en dysfunktionel familie, hvor der hverken var kærlighed eller mad nok.
  • I årevis at være blevet misbrugt af en af sin fars drukkammerater.

Nadja Engsig voksede op i Trekantsområdet. Hendes mor og far blev gift, tre måneder efter hendes mor var blevet gravid, men blev skilt kort efter Nadjas dåb.

Maden blev et helle for Nadja Engsig. Foto Bax Lindhardt
Maden blev et helle for Nadja Engsig. Foto Bax Lindhardt Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hele sit liv er hun flyttet frem og tilbage mellem forældrene, men efter Nadja Engsigs mening burde ingen af dem have haft børn.

»Mentalt var min mor ikke parat til at varetage børns ve og vel. Mange vokser med opgaven – det gjorde min mor ikke,« siger hun.

I sin bog beskriver hun, hvordan moderen flere gange var indlagt på psykiatriske afdelinger, mens Nadja og hendes to søskende blev overladt til deres forskellige fædre.

I Nadjas tilfælde betød det, at hun flyttede ind hos sin far, der havde et alkoholmisbrug og ofte holdt drukfester – også når datteren var på besøg.

For et år siden fik Nadja en gastrisk bypass operation og har tabt sig, men hun går ikke længere op i sin vægt. Foto Bax Lindhardt
For et år siden fik Nadja en gastrisk bypass operation og har tabt sig, men hun går ikke længere op i sin vægt. Foto Bax Lindhardt Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

I dag er faren død, men det var under en af hans fester, at en voksen gæst første gang forgreb sig på Nadja Engsig. Siden gentog det sig regelmæssigt – ikke hver weekend, men hver gang der var fest.

»Jeg kan huske, at jeg tænkte, det var min egen skyld, at det var sådan noget, der skete for børn som mig, fordi de voksne ikke kunne lide mig.«

Hun var otte år gammel, da det første overgreb fandt sted. Men hun skulle blive 30 år, før hun første gang fortalte om overgrebene – og om hvorfor maden blev hendes måde at pansre sig på og gøre sig uindtagelig på.

»Jeg stod op om natten og spiste, når alle andre sov. Maden var mit lille helle,« fortæller hun.

De store mængder mad dulmede hendes følelser. Som voksen kunne en overspisning bestå af fire stykker rugbrød med makrelsalat, fire stykker rygbrød med frikadelle eller fiskefilet med remoulade, to skiver franskbrød med makrelsalat eller Nutella, en plade Marabou-mælkechokolade, en pose sour cream and onion chips, en håndfuld vingummi og halvanden liter cola.

»Maden fyldte maven og slukkede for følelserne og sanserne. Jo mere ondt det gjorde, jo bedre var det. Det var en form for selvskade. Hvis det føltes, som om maven var ved at sprænges, var det rigtigt godt,« forklarer hun.

Maden befriede hende kortvarig for følelsen af ikke at være god nok, men overspisningerne var også forbundet med et kontroltab og så meget skam, at de samtidig fastholdt hende i, at hun ikke var bedre værd.

Nadja Engsig skulle blive voksen og endelig flytte hjemmefra, før hun fik en bostøtte, Sofie, der lærte hende at se på sig selv med mildere øjne.

»Sofie kom ikke med gode råd om vægttab og slankekure. Hun SÅ mig. Ikke mine 186 kilo. Det var paradoksalt. Jeg havde aldrig været tykkere og aldrig været mere bevidst om det selv. Men Sofie gav stort set ikke min krop nogen opmærksomhed. Det var afgørende,« skriver hun i sin bog.

Det var første skridt mod en forandring. Siden kom hun i behandling for sin spiseforstyrrelse.

Hun skal stadig på daglig basis lægge arm med lysten til at give efter for maden. Men i dag er det halvandet år siden, hun sidst har haft en overspisning, og for et år siden fik hun en gastric bypass operation, der har hjulpet hende til at tabe sig.

Hun aner ikke, hvad hun vejer, eller hvor meget hun har tabt sig. For hende handler det ikke længere om vægten. Det handler om retten til at være i verden – i den krop hun har.

»Jeg passer på min krop, så den passer på mig. Jeg straffer den ikke med restriktiv kost eller overspisninger, men vægten er ikke længere vigtig for mig.«

For hende blev livet bedre og verden tryggere, da hun begyndte at tale højt om sine hemmeligheder både i TV 2-dokumentaren, i gruppeterapi med andre med BED, i sin bog – og til sin kæreste, Jan.

Nogle gange kan den uvante lykkefølelse snige sig ind på hende, når hun kigger på ham og føler sig heldig. Eller når hun mærker sammenholdet og kærligheden i hans familie.

»Så kommer ubehaget som en sitren i kroppen – og jeg må gå på toilettet for at få styr på mig selv.«

Men ganske langsomt begynder hun at tro på, at hun godt må være lykkelig.