Lyt til artiklen

Reaktionen kommer prompte ovenpå B.T. Aarhus' seneste beskrivelser af vold på to bocentre i byen.

»Det er skrækkeligt. Der er simpelthen endnu et kommunalt omsorgssvigt undervejs i Aarhus.«

Sådan lyder det fra Anne Kjeld Pedersen, der er lokalformand for organisationen Lev i Aarhus, der kæmper for at fremme vilkårene for personer med udviklingshandicap og pårørende.

B.T. Aarhus har i to tidlige artikler beskrevet voldsomme hændelser på to bocentre, hvor en ansat blev forsøgt skubbet ud over en skrænt, og en ansat på et andet bosted forsøgt kvalt.

Volden og den manglende sikkerhed overrasker ikke Anne Kjeld Pedersen.

»Det her er blot et symptom på forholdene på bostederne i Aarhus.«

Har du eller dine pårørende haft dårlige oplevelser med bocentrene i Aarhus? Så vil B.T. Aarhus gerne høre fra dig på jeeg@bt.dk

Anne Kjeld Pedersen påpeger, at der har været massive besparelser på området. Og det viser sig på bostederne.

»I Aarhus mangler der personale, men også uddannet personale. Den relation som beboerne har brug for opstår ikke, når der hele tiden kommer nye ansatte ind. Så er trivslen dømt til, at mislykkedes.«

»Jeg har stadigvæk stor empati for skadevolderen. Det er et menneske, hvis behov ikke bliver imødekommet. I de her sager er der tre ofre. Skadevolderen, de ansatte og de andre beboere,« siger hun.

Voldsepisoderne som B.T. Aarhus har beskrevet, bekymrer lokalformanden for Lev Aarhus.

»Jeg frygter, at der en dag er en medarbejder, der kommer så alvorligt til skade, at det ender fatalt, eller at det er en beboer, det går ud over.

»Politikerne har lovet mig, at det bliver en topprioritet til budgetforhandlingerne. Lige nu kan området nærmest ikke se værre ud. Der er brug for handling.«

Natascha Mannemar Jensen, der er driftschef for handicapområdet i Aarhus, deler ikke Anne Kjeld Pedersens vurdering.

»Jeg synes, at det helt relevant, at Lev sætter fokus på området, og vi har løbende dialog med LEV om området. Men jeg ved ikke, hvad de bygger deres udtalelser om kommunalt omsorgssvigt på. Jeg er bestemt ikke enig i hendes vurdering. Men jeg går gerne i dialog med hende, men ikke igennem B.T.,« siger hun.

»Rapporterne er ikke et generelt symptom på området. I min tid som driftschef har vi kun fået ét andet strakspåbud. Det er ikke min opfattelse, at det er en generel problematik.«

Natascha Mannemar Jensen, forsikrer dog, at de deler Levs interesse i de ansattes og beboernes sikkerhed.

»Jeg er helt enig i, at vi skal passe godt på vores beboere og de ansatte. Sådanne voldsepisoder påvirker selvfølgelig de ansatte og den samlede beboergruppe. Dem har vi et ansvar overfor. Både beboerne, de pårørende og de ansatte skal være trygge. Bocentrene er jo borgernes hjem.«