Organisation råber op: Folkeskolen er under pres
Den negative udvikling i antallet af afgangselever, der dumper folkeskolen, får nu erhvervsorganisation til at råbe op.

Den negative udvikling i antallet af afgangselever, der dumper folkeskolen, får nu erhvervsorganisation til at råbe op.

Det går den gale vej for folkeskolens afgangsklasser.
Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd dumpede hver niende folkeskoleelev både dansk og matematik i 9. klasse i 2025.
Det får nu organisationen SMVdanmark til at råbe op.
Til TV2 Øst fortæller organisationen, at udviklingen er et tegn på, at folkeskolen er under pres flere steder landet over.
»Der er noget grundlæggende galt, når elever efter 10 år i skolen ikke kan læse, skrive og regne på et tilstrækkeligt niveau,« siger direktør Jesper Beinov til mediet.
Direktøren understreger yderligere, at der er behov for en stærkere national strategi for at få folkeskolen tilbage på rette spor.
Ifølge analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er der en tydelig sammenhæng mellem andelen af elever fra lavindkomstfamilier i en kommune og andelen af elever, der ikke består både dansk og matematik.
Hver fjerde elev, der er vokset op i den fattigste femtedel af indkomstfordelingen, bestod ikke de to fag. Og det går ud over den sociale mobilitet i samfundet.