Ny måling: Hver niende dumpede dansk og matematik
På landets 100 mest fagligt udfordrede folkeskoler dumpede hver femte elev både dansk og matematik.

På landets 100 mest fagligt udfordrede folkeskoler dumpede hver femte elev både dansk og matematik.

I øjeblikket er 9-klasses elever landet over fuldt optaget af diverse afgangseksamener.
Men ikke alle elever har lige let ved selv de helt klassiske fag.
Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som bygger på tal fra 2025.
Analysen viser, at hver niende folkeskoleelev dumpede både dansk og matematik i 9. klasse i 2025.
På landets 100 mest fagligt udfordrede folkeskoler klarede eleverne sig endnu dårligere. Her dumpede hver femte elev både dansk og matematik.
Analysen viser desuden, at der er en tydelig sammenhæng mellem andelen af elever fra lavindkomstfamilier i en kommune og andelen af elever, der ikke består både dansk og matematik, skriver AE.
Hver fjerde elev, der er vokset op i den fattigste femtedel af indkomstfordelingen, bestod ikke de to fag. Det går ifølge forskningsinstitution ud over den sociale mobilitet i samfundet.
'Det bliver dermed sværere for unge uanset baggrund at lykkes med at få en uddannelse og derigennem få en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet og mulighed for at bestemme i eget liv,' skriver AE som kommentar på analysen.
Flere kommuner har skoler, der går ind under de 100 mest udfordrede, og de mest udfordrede skoler ligger primært i landkommuner og særligt i Syd- og Vestsjælland.
I Lolland og Vordingborg Kommune er alle skoler blandt de 100 mest udfordrede i landet. Derefter kommer Guldborgsund med 70 procent af skolerne.