En løbende næse hos Malenes etårige søn har allerede kostet både barnets første sygedag, fridage og inden længe omsorgsdage.

Alligevel har hun helt opgivet at få coronatestet sin søn, selv om det er påkrævet, hvis han skal tilbage i sin vuggestue inden for syv dage.

»Først skulle vi vente i tre dage på, at vi overhovedet kunne få en tid til ham på Herlev Hospital. Da jeg så kommer derud, kan jeg først se, at køen ser nogenlunde overskuelig ud, indtil jeg drejer om hjørnet og kan se, at køen bare fortsætter. Jeg vil tro, at jeg skulle stå kø i en time, og det kan man jo ikke med et etårigt barn på armen,« siger Malene til B.T.

Malene ønsker ikke sit efternavn frem af hensyn til sin søn, men hun er endnu en af de mange forældre, som den seneste tid har oplevet, at deres barn blev ringet hjem fra daginstitution på grund af snotnæse. Med sig fik hun beskeden om, at hendes søn skal være symptomfri i 48 timer, have været snottet i syv dage uden andre symptomer eller skal kunne vise en negativ coronatest.

Forældrene står i en situation, hvor de ikke har ret til barnets sygedage, fordi barnet reelt ikke er sygt

Men hvordan skal sidstnævnte være muligt uden at skulle holde fri fra arbejde i dagevis, når ventetiderne til en test er alenlange, spørger Malene.

»Der er ikke nogen sammenhæng mellem retningslinjerne og de krav, som kommunerne har til forældre, om at fremvise en negativ coronatest,« siger Malene og taler dermed ind i den problematik, som flere forældre de seneste dage har fremhævet i B.T.

Er dine børn hjemsendte på grund af corona, og har det haft konsekvenser for dit arbejds- eller familieliv? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk eller 1929@bt.dk

I flere af landets kommuner hedder det sig nemlig, at børn, der skal have pudset næse gentagne gange, ikke må være i daginstitution eller i skole. Det har den konsekvens for flere af de forældre, som B.T. har talt med, at de bliver ringet hjem i tide og utide og til sidst er nødsaget til at bruge ferie på at holde fri, når deres børn er hjemsendt.

»Jeg vil gerne følge de retningslinjer, der er, men hvis jeg skal vente i flere dage på, at mit barn bliver testet, og derefter vente på et svar, så kan der gå en uge, før han kan komme i vuggestue igen, og jeg kan komme på arbejde,« siger Malene og tilføjer:

»Så vi har opgivet at få ham testet og håber på, at snotnæsen forsvinder af sig selv inden længe.«

Ret til fravær med løn

Snotnæse, hjemsendte børn og fravær fra arbejdet er langtfra en ukendt problemstilling. Forældrenes Landsorganisation udtalte fredag til B.T., at forældre skal sikres ret til at gå hjemme, hvis barnet er hjemsendt på grund corona.

Det samme mener man hos fagforeningen Djøf, hvor man foreslår, at forældre skal sikres ret til fravær med løn, når deres barn skal testes, indtil et testresultat foreligger.

»Vi synes, at det skal sidestilles med, hvis en barn er sygt. Der er jo et krav om, at man tager barnet hjem. Man vælger det ikke selv, så man pålægger forældrene en stor belastning i forhold til at få det her til at gå op,« siger Sara Vergo, der er formand for Djøf Offentlig.

Er dine børn hjemsendte på grund af corona, og har det haft konsekvenser for dit arbejds- eller familieliv? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til sboa@bt.dk eller 1929@bt.dk

»Forældrene står i en situation, hvor de ikke har ret til barnets sygedage, fordi barnet reelt ikke er sygt, og der er altså grænser for, hvor mange fleksdage og ferie man har,« siger hun videre.

Sundhedsstyrelsen oplyser til B.T., at man er i færd med at kigge på området inden for børn og smitte, men at man endnu ikke ved, om det kommer til at føre til ændrede retningslinjer.