Dagplejeren Keld Kierkegaard har forståelse for de udfordringer, som forældre står over for, når han må sende børn hjem med snotnæse.
Men det handler om at få brudt smittekæderne, fortæller han.
»Hvis barn nummer et og to bliver syge, så skal vi undgå, at barn nummer tre og fire også bliver syge. Det gælder om at bryde smittekæderne, og vi er måske hårdere, end vi har været før, men vi også nødt til at følge nogle retningslinjer.«
Keld Kierkegaard har kontaktet B.T., efter vi den seneste uges tid har sat fokus på den problemstilling, som stort set alle landets forældre går i møde de kommende måneder. Den aktuelle coronakrise har nemlig medført, at dagtilbud og skoler har fået ordre på at sende børn hjem, hvis de har løbende næse, der skal tørres gentagne gange.

Derfor har mange forældre kontaktet B.T., fordi de er bekymrede for det kommende halvår, hvor de med stor sandsynlighed skal bruge barnets sygedage, fridage, omsorgsdage og i værste fald feriedage på at gå hjemme med et barn, der reelt ikke er sygt.
»Og det er bestemt ingen rar fornemmelse for mig, når jeg skal ringe et barn hjem. Jeg synes, det er ubehageligt at skulle gøre det. Men vi er nødt til at være ekstra forsigtige for tiden. Vi kan ikke gå og spritte af hele tiden,« siger Keld Kierkegaard, som driver en dagpleje med fire børn, og tilføjer:
»Der er jo ikke tale om en vaskemaskine, der ikke kan pumpe vand ud. Den er i stykker og kan laves, og med feber kan man også konstatere, at et barn er sygt, men hvor går grænsen med en forkølelse,« spørger Keld Kierkegaard retorisk.
Derfor følger han også de retningslinjer, der er udstedt af Silkeborg Kommune, som hedder, at børn gerne må have løbenæse, men hvis der gentagne gange er tale om grønt eller gult snot, så skal de ringes hjem.
»Og sidste år sendte vi altså også børn hjem med forkølelse,« siger Keld Kierkegaard.
Som det ser ud nu, er det op til den enkelte kommune at tolke på de anbefalinger, der er fra Sundhedsstyrelsen. Men som følge af den seneste tids fokus på børn med snotnæser er Kommunernes Landsforening (KL) nu gået i dialog med myndighederne.
Det oplyser Christian Harsløf, direktør i KL, til B.T.
»Vi ved, at der kan være langt fra overordnede retningslinjer til den kommunale virkelighed, og derfor opstår der også ofte tvivl, når retningslinjer rammer hverdagen. Hver dag står ledere og medarbejdere i kommunerne og skal foretage de svære afvejninger, og det er bestemt ikke nemt. Når det er sagt, så er det vores klare opfordring, at man holder sig strikt til sundhedsmyndighedernes udmeldinger. Hvis de er uklare, så går vi fra KL's side gerne i dialog med myndighederne for at afklare tvivlsspørgsmål, og i den her sag er vi allerede i dialog.«