2. oktober blev endnu flere lande grønne på Udenrigsministeriet hjemmeside, og det er absolut et skridt i den rigtige retning, lyder det fra Aalborg Lufthavn.
I over halvandet år har mange danskere nok været mere på Udenrigsministeriets hjemmeside, end de plejer at være, når der ikke er en pandemi. Her har du kunnet tjekke rejsevejledninger, og hvis du har tjekket dem henover weekenden, har du formentligt også set, at flere lande nu er blevet grønne.
Det glæder lufthavnsdirektør i Aalbog Lufthavn Niels Hemmingsen, eftersom flere grønne lande og regioner giver øget rejseaktivitet.
Opfordringen fra lufthavnsdirektøren er dog fortsat, at man tjekker rejsevejledningen for de enkelte lande, før man sætter sig ind i flyet.
»Man skal fortsat tage højde for, om man er færdigvaccineret eller ej, og man skal udfylde en formular, selvom landene er grønne, men det er klart, at processen bliver nemmere og nemmere i takt med, at flere lande bliver gule og grønne,« forklarer han til B.T. Aalborg.
For rejsebranchen er de mange regler dog snart ved at være nok. Omkring 75 procent af befolkningen er ved at være færdigvaccinerede, og derfor gør de nye regler som sådan ikke den helt store forskel.
»I mange andre lande – udenfor Europa – er der fortsat krav om test, selv om man er færdigvaccineret, og det skal man have in mente. Det er positivt, at mere af verden bliver grøn, og det giver forhåbentligt forbrugeren en ekstra ro i maven, når de skal ud at rejse. For de færdigvaccinerede er det lige så nemt som før, og det bliver nemmere for dem, der ikke er færdigvaccinerede, « siger Niels Hemmingsen.
Det er dog fortsat forbundet med lidt arbejde, når man skal ud at rejse, selv om store dele af verden åbner op, og derfor er der også et klart mål for lufthavnsdirektøren
»Vi skal nå til et punkt, hvor vi bare kan rejse, og hvor vi ikke behøver farvekoder mere. En ting er, at man skal udfylde elektroniske formularer og vise coronapas, men det er også vigtigt, at man forholder sig til kombinationsmulighederne, når man eksempelvis mellemlander, hvorfor man skal være opdateret på rejsevejledning for hvert enkelt land,« lyder det fra Niels Hemmingsen og fortsætter:
»Som branche vil vi jo gerne have minimeret kompleksitete, og vi skal ikke gøre det mere kompliceret end som så.«
Aalborg Lufthavn har da også uden tvivl været påvirket af de mange restrektioner, forklarer Niels Hemmingsen.
»I september lå vi på 78 procent af den trafik, vi plejer at have, når der vel at mærke ikke er corona som eksempelvis i september 2019. Derfor er 2019 vores mål. Rejseaktiviteten stiger nu, så det går i den rigtige retning.«
Indtil videre har Niels Hemmingsen ét klart råd til alle – uanset om man er vaccineret eller ej.
»Man skal blive ved med at forholde sig til rejsevejledningen for det land, man skal til, og så skal man tjekke Udenrigsminsteriets hjemmeside. Selvom landene bliver grønne, kan det have ændret sig dagen efter.«



