Aalborg Lufthavn har onsdag formiddag døjet med forsinkelser for såvel den indgående og den udgående trafik.
Årsagen til forsinkelserne skal findes i den kraftige tåge, der har ligget hen over Aalborg.
»Det er fly af typen ATR og CRJ, der har oplevet udfordringer. Flyene skal have en minimum sigt for at kunne lande,« siger direktør i Aalborg Lufthavn, Niels Hemmingsen.
Det er blandt andet selskaberne SAS og DAT, der benytter sig af disse flytyper. Større fly har ikke haft udfordringer med tågen.
Ifølge direktøren er der et fly, der var på vej mod Aalborg fra København onsdag morgen, der var nødt at vende om og flyve tilbage til København.
»De passagerer kommer så bare videre med det næste fly,« siger Niels Hemmingsen.
Med ombord på det returnerede fly var Dansk Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl.
»Vi fik at vide, at vi ikke var i stand til at lande på grund af tågen. Så cirklede vi i tre kvarter over Aalborg, inden vi fløj tilbage til København,« fortæller Anders Ladekarl til B.T.
Han skulle have holdt foredrag for 350 elever på Fjerritslev Gymnasium. Et foredrag han var nødt til at aflyse.
»Det er selvfølgelig ærgerligt. Det var planglagt lang tid i forvejen,« siger han.
Passagererne ombord på det tilbagevendte fly blev med det samme i København sendt afsted med et større fly, der godt kunne lande i tågen.
Af Aalborg Lufthavns hjemmeside fremgår det klokken 11.15, at der nu boardes på boardes på DATs afgang mod København, der skulle have været i luften klokken 8.20.