DR har en aktiv personalesag på den omstridte debattør Harald Toksværd, som mandag fortæller, at han er stoppet på DR's Talenthold.
Det afslører mediet overfor Ritzau, efter Toksværd tidligere på dagen fortalte Radio IIII, at han har været udsat for en »politisk fyring«.
»Jeg kan bekræfte, at der er en personalesag, som vedrører hans ansættelse,« skriver DR-direktøren Henrik Bo Nielsen til Ritzau.
Det vakte kritik fra flere sider, da Toksværd, som er blevet kaldt 'venstreekstrem', i sommer blev annonceret som en del af DR's talenthold.
DR valgte dog at forsvare ansættelsen af Toksværd, som flere gange har udtalt sig kontroversielt i den offentlige debat.
Men ifølge Ritzau siger Toksværd nu til Radio IIII, at han er blevet erklæret 'inhabil' på grund af tidligere udtalelser.
Toksværd har blandt andet skrevet ordene »gg, ez«, et gamer-udtryk for en let sejr, om den tidligere Cepos-cheføkonom Mads Lundby Hansens død.
Han har også forsvaret en fest, som blev holdt i ungdomshuset på Dortheavej i forbindelse med politikeren Ritt Bjerregaards død.
I forbindelse med hans ansættelse i DR skrev Liberal Alliances kultur- og socialordfører, Katrine Daugaard, følgende i et opslag på X ifølge Ritzau:
»Harald Toksværd er ikke bare venstreekstrem. Han har også fejret politiske modstanderes død og opdigtet historier om politivold i ungdomshuset.«
Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, sagde til B.T. i forbindelse med ansættelsen:
»Han er enorm ekstrem i sine ytringer og bliver nu ansat i et DR, som vi andre betaler til«.