Der falder i øjeblikket brænde ned over Danmarks Radio. Nu er utilfredsheden også rykket ind til Christiansborg, hvor flere partier udtrykker heftig kritik.

Harmen skyldes, at Danmarks Radio har valgt den kontroversielle venstrefløjsdebattør og forfatter Harald Toksværd til mediets såkaldte talenthold.

»Det er fuldstændig absurd, at DR har Harald Toksværd på det nye talenthold,« skriver Liberal Alliances kulturordfører Katrine Daugaard på X.

Hun fortsætter:

»Harald Toksværd er ikke bare venstreekstrem. Han har også fejret politiske modstanderes død, og opdigtet historier om politivold i ungdomshuset. Er det virkelig vores fælles public service medie værdigt?«

I forbindelse med den tidligere københavnske overborgmester Ritt Bjerregaards død inviterede Ungdomshuset nemlig tilbage i 2023 til fest under overskriften »Så er vi kvit, Ritt!!!«

Forargelsen var stor, og Harald Toksværd var den eneste debattør, som ville forsvare Ungdomshuset.

Det gjorde han blandt andet med en beskrivelse af en episode, hvor »fem granvoksne uniformerede betjente« angiveligt tæskede en 13-årig pige halvt ihjel.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed kunne ifølge Berlingske dengang ikke umiddelbart genkende sagen.

Da Harald Toksværd efterfølgende blev spurgt, hvad det dog var for en pige, der var blevet tæsket i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset erkendte han, at der var tale om en misforståelse.

Men Katrine Daugaard, gør du dig ikke skyldig i cancel culture, når du blander dig i, hvem DR bør - og ikke bør - ansætte på baggrund af pågældendes holdninger?

»Jeg vil gerne understrege, at jeg bestemt ikke skal bestemme, hvem der ansættes på DR, men det er svært ikke at undre sig over valget af Harald, som jo er ekstrem,« fastholder Daugaard.

Katrine Daugaard er Liberal Alliances kulturordfører.
Katrine Daugaard er Liberal Alliances kulturordfører. Foto: Nicoline Kjems-Krognos
Vis mere

Hun tilføjer:

»DR skal lave god public service uden politisk slagside. Det har de i forvejen svært ved. Jeg tænker bestemt ikke, at valget af Harald gør det bedre.«

Liberal Alliance står ikke alene med sin kritik. 

Det har således også vakt opsigt hos regeringspartiet Moderaterne, at Danmarks Radio har valgt at se Harald Toksværds vej. 

»Han er enorm ekstrem i sine ytringer og bliver nu ansat i et DR, som vi andre betaler til,« udtaler partiets politiske ordfører Mohammad Rona onsdag til B.T. og fortsætter:

»Jeg husker eksempelvis tydeligt hans hoveren, da Mads Lundby (tidl. cheføkonom ved Cepos, red.) afgik ved døden - det kan ikke blive mere usympatisk. Derfor undrer det mig, og det har jeg ret til at synes.«

Rona refererer til en episode tilbage i 2023, hvor Harald Toksværd igen befandt sig i et stormvejr. 

Han valgte nemlig at håne den netop afdøde cheføkonom fra tænketanken Cepos, Mads Lundby Hansen.

I et Twitter-opslag skrev Toksværd nemlig 'gg ez' til den vedhæftede nyhed om den kræftramte Lundby Hansens alt for tidlige død.

Bogstaverne bruges især i gaming, hvor de betyder 'good game, easy.' 

Det bruges som en hån mod sin modstander, når man har vundet i et spil.

B.T. har kontaktet Mohammad Ronas partifælle - kulturminister Jakob Engel-Schmidt.

Han holder dog ferie og ønsker ikke at kommentere sagen - det samme gør sig gældende for hovedpersonen selv, Harald Toksværd, der ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.

De respektive ordfører for de to resterende regeringspartier, Venstre og Socialdemokratiet, har heller ikke ønsket at fortælle, hvad de mener om sagen. 

I et interview med B.T. har Jonas Delfs, chef for P3 og ansvarlig for DR Talentholdet, imidlertid gjort det klart, at mediet har haft kendskab til venstrefløjsdebattørens tidligere udtalelser.

»Vi har været fuld bevidste om, at han har haft en fortid som provokerende debattør. Men vi har også talt med Harald og ved, at han har lagt den bag sig,« siger Jonas Delfs.

Men er det nok at have lagt den bag sig, når man direkte har hånet en politisk modstanders død. Er det foreneligt med at være DR-ansat?

- Nej, det er det selvfølgelig ikke, men jeg har også talt med Harald om den situation, og jeg ved, at han fortryder den, og at det også er derfor, at han slettede kommentaren. Ingen skal være brændemærket, og herinde giver vi chancen til folk, selvom de kan have en særlig fortid.«