Hvis du er nogenlunde trofast læser på B.T., har du ikke kunnet undgå at støde på en af artiklerne gennem det seneste år.

Dem om Burger Shack og de sure smiley'er.

Alene i 2020 blev der på B.T. skrevet fire artikler om dårlig fødevarehygiejne på Burger Shack, og det havde blandt andet den konsekvens, at direktøren Christoffer No Kjærholm i løbet af sommeren tog sit tøj og gik efter de negative historier.

En anden direktør overtog, og i sidste uge kom nyheden så om, at Burger Shack var blevet opkøbt af restaurantkoncernen DiningSix.

De valgte straks at lukke Burger Shack-restauranterne ned, tømme varelagre og gøre hovedrent.

Og nu – i dag 5. februar – er de så klar til at åbne de ti filialer igen.

Det skriver MigogAarhus.

I løbet af weekenden udlover de nye ejere endda 1.000 burgermenuer over hele landet.

»Folk skal vide, at Burger Shack er tilbage i en ny og bedre form – det vil vi ikke gå stille med dørene med! Det vigtigste for os lige nu er at komme godt fra start, og det gør vi bedst ved at give både gæster og medarbejdere en sjov og god oplevelse,« siger Morten Pedersen, Partner & Direktør i DiningSix, ifølge MigogAarhus.