138.000 danskere er ramt.

Tilbage i september kunne B.T. beskrive flere sager, hvor borgere ikke kunne få lov til at betale deres gæld. Line Keiluweit Nielsen havde i fire år forgæves forsøgt at betale en gæld på knap 300 kroner til Gældsstyrelsen.

Men Line Keiluweit Nielsen er langt fra den eneste. Ifølge Berlingske, så er det cirka 138.000 borgere eller virksomheder, som ikke kan få lov til at betale deres gæld.

Styrelsen startede i år med at returnere indbetalinger til tusindvis af borgere og virksomheder, der har forsøgt at blive gældfri, og det er spået til fortsætte i årene frem til 2030.

Berlingske har talt med Peter Bjerre Mortensen, professor og ekspert i forvaltning ved Aarhus Universitet. Og det høje antal kommer bag på eksperten.

Set med hans øjne viser det, hvor »langt ud det er kommet« med inddrivelsen og hensynet til retssikkerheden.

»Gældsstyrelsen er virkelig i en situation, der er svær at komme ud af. Det er en loose-loose situation. Jeg mener, at det er kommet så langt ud, at den eneste løsning er, at politikerne bliver nødt til at komme på banen,« siger Peter Bjerre Mortensen.

Selvom der ofte er tale om meget små beløb, så skaber det problemer for de borgerne. Borgerne har blandt andet problemer med at få udbetalt overskydende skat og få oprettet lån til boligkøb.

Helt konkret har Ombudsmanden sendt et såkaldt høringsbrev til Gældsstyrelsen. Her har Ombudsmanden bedt om svar på, hvor længe det tager at behandle de konkrete sager.

Ombudsmanden har også bedt Gældsstyrelsen redegøre for, hvordan den vejleder borgerne i forhold til, hvordan de kan dokumentere, at de har forsøgt at betale deres gæld til det offentlige.