Ole Stephensen, der døde onsdag, vil blive bisat om en uge.

Det oplyser hans bror Erik Stephensen i en e-mail til Ritzau. Broren oplyser, at Ole Stephensen vil blive bisat af provst Grethe Bøje.

Bisættelsen afholdes fredag 15. februar klokken 13 fra Holte Kirke.

Højtideligheden vil være åben for alle, men broren opfordrer pressen til at frede Ole Stephensens hustru og hans to døtre i den svære tid.

Ole Stephensen er død onsdag aften i sit hjem. Arkivfoto
Ole Stephensen er død onsdag aften i sit hjem. Arkivfoto Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Ole Stephensen døde onsdag i en alder af 63 år uden forudgående sygdom.

Ud over at være journalist var han kommunalpolitiker i Gentofte Kommune for De Konservative.

Han blev valgt ind ved novembervalget 2017. Her fik han 580 personlige stemmer, hvilket gjorde ham til kommunens femtestørste stemmesluger.

Ole Stephensen var i mange år kendt fra sin medvirken i en lang række populære tv-programmer, heriblandt  'Eleva2ren' og 'Go morgen Danmark'.

Han var desuden kendt for sin rolle i de ekstremt populære film om Walter og Carlo.

Ifølge biografportalen kino.dk er 'Walter og Carlo - op på fars hat' den fjerdebedst sælgende biograffilm i Danmark nogensinde.

Ole Stephensen har desuden haft sit eget produktionsselskab samt en webshop sammen med sin hustru, der sælger udstyr til hunde og katte.

Ole Stephensen efterlader sig sin hustru og to døtre på henholdsvis 19 og 21 år.