Det understreger på tragisk vis, hvor pludseligt døden ramte journalist og politiker Ole Stephensen at han - få timer før hjertet stoppede - medvirkede i et interview.

Uden forudgående sygdom døde den 63-årige tidligere tv-vært onsdag aften - blot fire timer efter, at han fortalte i sit sidste interview, at han med spænding så frem mod de kommende måneder.

»Det gik skidegodt her i kommunen sidst, så jeg er meget optimistisk,« lød den allersidste sætning i interviewet, som Ole Stephensen gav til Se og Hør, skriver ugebladet.

I interviewet giver Ole Stephensen udtryk for, at han ‘tror på det’ - altså at blive valgt til det snart kommende folketingsvalg.

Ole Stephensen er død onsdag aften i sit hjem. Arkivfoto
Ole Stephensen er død onsdag aften i sit hjem. Arkivfoto Emil Hougaard

Og med sin folkelighed og kanonvalg til kommunalvalget i 2017 in mente, havde han formentlig også noget at knytte sine forhåbninger til.

For med 580 personlige stemmer blev han Gentofte Kommunes femte største stemmesluger.

Men vi finder aldrig ud af, om den folkekære mand kunne opnå en plads på tinge.

For onsdag omkring klokken 18.30 mistede han bevidstheden.

Ifølge hans nære ven gennem mange år, Jarl Friis Mikkelsen, døde 63-årige Ole Stephensen af hjertestop.

Trods hurtig indsats fra redningsfolk og læger lykkedes det ikke at genoplive ham.

Ole Stephensen efterlader sig sin hustru og to døtre på henholdsvis 19 og 21 år.

Han bisættes fredag 15. februar klokken 13 fra Holte Kirke.