122 decibel svarende til en livekoncert blæser ud over tætbefolkede lejlighedskarréer på Islands Brygge, på Nørrebro og i Nordhavn.
De seneste måneder har der været adskillige improviserede fester, hvor unge har fyret den af under den coronaramte nattehimmel, mens naboer har kæmpet forgæves for at få deres nattesøvn.
Den øredøvende musik er ofte kommet fra en Soundboks, som er et monster af en transportabel, batteridrevet højttaler med indbygget forstærker.
Den nye festkultur med fester i det fri er ved at udvikle sig til en sand guldgrube for de danskere stiftere og ejere af Soundboks.

»Vi startede i en garage for fem-seks år siden. Det har været en fantastisk rejse,« siger 25-årige Jesper Theil Thomsen, som er medstifter af og direktør for Soundboks.
Det er nemlig gået meget stærkt, siden han og to gymnasiekammerater byggede den første Soundboks til deres egen Roskilde Festival-camp.
Højttalerne blev sat i produktion i 2014-2015, og de seneste to år er omsætningen næsten tredoblet fra 43 millioner i 2017 til 128 millioner kroner i 2019, og Soundboks har lige hentet 52 millioner kroner i ny kapital fra blandt andre Jägermeister.
Penge skal bruges på at slå døren ind til store markeder i Tyskland, USA og Norge.

»Tyskland er er vigtigt og stort marked for os. De har en stor festivalkultur og er også store inden for elektronisk musik,« siger Jesper Theil Thomsen
Men succesen har en bagside.
Støjen fra de omkring 35.000-40.000 Soundbokse, der er solgt til det danske marked – globalt er salget oppe på 90.000-100.000 – får naboer til de larmende Soundboks-fester til at fare mere end i flint.
Sidste sommer blev Jesper Theil Thomsen mødt med trusler på Facebook om, at han skulle »på hjul og stejle« – altså henrettes og hænges til skue.
»Det var chokerende, og det er totalt uacceptabel sprogbrug. Men det var også et wakeup-call om, at nogle mennesker bliver påvirket i en sådan grad af vores produkt, at de kan finde på at udtrykke sig sådan.«
Det var sidste år.
I år har coronaen og nedlukningen af natklubberne sat turbo på udendørsfesterne, og politiet har i år modtaget dobbelt så mange anmeldelser om ‘musik til ulempe’ sammenlignet med sidste år i perioden marts-juni.
Alene i København er antallet af anmeldelser steget fra 97 til 191, og politiet har gentagne gange måttet rykke ud for at lukke fester.

»Vi er selvfølgelig kede af, at vores produkter ikke blot skaber glæde og fællesskaber, men også vrede og splittelse. Soundboks er skabt til at skabe nogle fede festivaloplevelser og fester, ikke til at skrue op på maks inde på Islands Brygge. Det opfatter vi som misbrug af vores produkt,« siger Jesper Theil Thomsen.
Men kunne I ikke lave produktet med en lavere ydeevne, så det simpelthen ikke kan levere 122 dB?
»Nej. Der er brug for den volumen, hvis man skal holde en 50-års fødselsdag for 100 mennesker, og der er brug for den, når man er på festival. Men ligesom der er brug for, at en bil kan køre 110 km/t på motorvejen, betyder det jo ikke, at man altid skal køre 110 km/t. Man skal jo ikke køre stærkt inde i byen. Det er det samme med vores produkt.«
For at imødegå kritikken følger der nu en guide til respektfuld brug af produktet med, når man køber en Soundboks.
Samtidig har Soundboks lavet et kort over København, hvor beboerne oplever gener fra udendørsfesterne, ligesom Soundboks er i dialog med Københavns Kommune om, hvor unge kan fester uden at genere omgivelserne.
»Udendørsfesterne er en relativt ny festkultur, som er accelereret med coronaen. Jeg tror, festerne er kommet for at blive, og derfor skal man finde nogle løsninger. Det kunne for eksempel være, at de unge kunne feste på steder, som Københavns Kommune selv har udpeget som mulige festivalområder uden at genere omgivelserne.«


