Odense Letbane kan blive en dyrere affære end først antaget. Faktisk markant dyrere.
Hovedentreprenøren, som står bag tilblivelsen af byens nye offentlige transportmiddel, har nemlig sendt det, som man fra Odense Letbane kalder for 'væsentlige ekstrakrav'. Det skriver Fyens.dk.
Med andre ord er der sendt en stor ekstraregning. En regning, man fra Odense Letbanes side ikke mener er berettiget, oplyser direktør for Odense Letbane Mogens Hagelskær til avisen.
»Vi har en drøftelse med vores entreprenør om det, og vi tror på, at vi nok skal lande det. Men vi forbereder os også på det, som står i halvårsrapporten (at striden kan ende som en voldgiftssag, red.). Hvis ikke vi kan lande det selv, så må andre instanser afgøre det,« siger han.
Tidligere har der været oplyst. at man havde 73,3 millioner kroner i reserve i projektet for Odense Letbane, men direktøren oplyser til Fyens Stiftidende, at pengene ikke rækker, hvis spanske Comsa S.A.U., der har hovedentreprisen, får deres ekstraregninger.
Striden med entreprenøren har dog ikke været letbanens eneste udfordring. Blandt andet er datoen for, hvornår letbanen skulle begynde at køre rundt i byen af flere omgange blevet udskudt.
Allerede tilbage i slutningen af 2019 meldte man eksempelvis ud, at letbanen ikke kom til at starte op i udgangen af 2020. Årsagen var, at der var byggeri i nærheden, som ikke blev færdiggjort.
Man meldte ud, at den i stedet ville komme til at starte på ruten fra Hjallese i syd til Tarup i nord i forsommeren 2021.
Det blev dog som bekendt heller ikke der, odenseanerne kunne bruge den nye bane, og senest er det altså med udgangen af 2021, man har meldt ud. at letbanen starter på sin kørsel.
Derefter er det meningen, at banen skal køre med 7,5 minuts interval og betjene borgere i byen.
B.T. Odense har forsøgt at få en kommentar fra Comsa S.A.U. om sagen med ekstraregning uden held.
Til Fyens.dk oplyser virksomhedens direktør, at de ikke har kommentarer på nuværende tidspunkt.

