Et hemmeligt møde på Hotel Scandic i Glostrup.

Regninger for 14 millioner kroner.

Sagen om Rigspolitiets milliardkontrakt med firmaet Coor viser sig nu også at omfatte adskillige millionoverførsler, hvor der mangler dokumentation for, hvad Rigspolitiet har fået for pengene.

En ekspert kalder af den grund overførslerne ulovlige.

Dermed føjes endnu et lag til sagen om tidligere afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen. Fredag bekræftede statsadvokat Lise-Lotte Nilas, at Bettina Jensen er tiltalt for at have modtaget bestikkelse af sin konsulentveninde Mariann Færø.

B.T. har tidligere kunnet fortælle, hvordan rengøringsfirmaet Coor i 2012 vandt et såkaldt facility managementudbud i Rigspolitiet efter et ulovligt og hemmeligt møde på Hotel Scandic i Glostrup.

Opgaven blev siden til en milliardindtægt for den svenske koncern, der stadig står for kantinedrift, rengøring og bygningsvedligeholdelse hos politiet.

På Hotel Scandic-mødet deltog blandt andre Bettina Jensen. Angiveligt deltog også de to Coor-direktører Jørgen Utzon og Claus Fibiger.

B.T.s første historie i sagen om afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen fra juni 2016. Siden blev hun fyret og politianmeldt. Nu er hun sigtet for bestikkelse.
B.T.s første historie i sagen om afdelingschef i Rigspolitiet Bettina Jensen fra juni 2016. Siden blev hun fyret og politianmeldt. Nu er hun sigtet for bestikkelse. Søren Kjellberg Ishøy

Forløbet efter mødet betyder, at de 20 regninger kan være sprængfarlige.

»Hvis der skal udbetales penge til en kontraktpart, så skal man have ret detaljeret dokumentation for, hvad pengene er gået til. Det er der ikke her. Derfor er det i strid med reglerne og ulovligt, at Rigspolitiet udbetaler pengene,« siger professor ved Aalborg Universitet og forvaltningsretsekspert Sten Bønsing.

Regningerne blev sendt til og betalt af Rigspolitiet i 2012 og 2013, umiddelbart efter at Coor overtog facility managementopgaven. Det var i samme periode, at Coor-direktør Jørgen Utzon inviterede Bettina Jensen på middage – blandt andet på en Michelin-restaurant.

Beløbene på regningerne er typisk runde, dvs. en million kroner eller 500.000 kroner, og beskrivelserne på dem er ultrakorte. Blandt andet står der 'Afvigelseslog', 'Vedrører FM projekt ifølge aftale', 'Oprettende vedligehold', 'Fastpris' og 'Projekt sikker start'.

Andre regninger er specificeret en smule. Men uden mængder og enhedspriser. En regning viser, at det har kostet 150.000 kroner, at Coor har leveret shampoo til politiet.

På flere regninger står der, at ydelsen er 'ifølge aftale' mellem en medarbejder under Bettina Jensen og tidligere direktør i Coor Claus Fibiger. Men Rigspolitiet har ikke kunnet finde aftalerne på skrift.

To regninger for i alt to millioner kroner hedder 'Bygninger ej overtaget i aftalt stand'. De henviser til, at Coor angiveligt skulle have haft udgifter til at renovere nogle af Rigspolitiets bygninger.

Rigspolitiet har ikke kunnet svare på, hvilke bygninger der helt konkret er blevet renoveret.

Direktør i Coor Jørgen Utzon trækker sig fra Toppost i Dansk Industri.
Direktør i Coor Jørgen Utzon trækker sig fra Toppost i Dansk Industri. Coor

På en af regningerne står der, at ydelsen 'defineres senere'. Altså har Rigspolitiet tilsyneladende betalt uden at vide, hvad det har været for. I alt er der regninger for 14,2 millioner kroner.

»Det er helt galt. Og endnu mere alvorligt er det, hvis der ikke er grundlag for at udbetale pengene, hvilket kan være mistanken her,« siger Sten Bønsing.

Sagen om Coor er et relativt nyt spor i Bettina Jensen-sagen.

Hidtil har der været to: et, som handlede om Rigspolitiets systematiske brud på udbudsloven frem til 2017. Og et, som handler om, at tidligere chef i Rigspolitiet Bettina Jensen overbetalte tre konsulenter, og at hun ifølge mistanken modtog 790.250 kroner retur fra en af konsulenterne, veninden Mariann Færø.

Det var i april 2012, Coor vandt det historiske udbud, som dengang var Danmarks største statslige udlicitering.

Coor vandt ved at byde langt under konkurrenternes bud.

»Coor bød lavt for at få opgaven, og det kunne ikke løbe rundt. Så pengene skulle tjenes ind på anden vis, blandt andet ved at firmaet fik opgaver ud over kontrakten,« fortæller en central embedsmand, som også er blevet afhørt af Københavns Politi i forbindelse med efterforskningen af Bettina Jensen.

De 20 regninger er såkaldte tillægsydelser, dvs. de er ikke en del af hovedaftalen med Coor, men noget, Rigspolitiet har købt ud over aftalen.

Hotel Scandic i Glostrup lagde lokaler til et hemmeligt møde, som tidligere afdelingschef Bettina Jensen holdt med firmaet Coor kort tid inden en milliardkontrakt.
Hotel Scandic i Glostrup lagde lokaler til et hemmeligt møde, som tidligere afdelingschef Bettina Jensen holdt med firmaet Coor kort tid inden en milliardkontrakt. Søren Kjellberg Ishøy

Professor Sten Bønsing slår fast, at Coor i dette tilfælde ikke har krav på kompensation, blot fordi man har budt lavt for at få opgaven.

»Så må man tage pengene fra egen pengekasse,« siger han.

Den tidligere embedsmand i Rigspolitiet har tidligere fortalt, hvordan han efter mødet på Hotel Scandic fik besked på at skræddersy udbudsmaterialet, så Coor kunne vinde udbuddet.

I et svar til B.T. skriver kommunikationsdirektør Anders Frandsen fra Rigspolitiet, at det ikke har været muligt at finde yderligere dokumentation på de beløb, der er udbetalt.

»Det understøtter desværre, som Rigspolitiet tidligere har oplyst, at håndteringen af politiets indkøb, herunder dokumentationspraksis på indkøbsområdet, har været mangelfuld,« skriver Anders Frandsen.

Kan du afvise, at beløbene er udbetalt som kompensation for, at Coor bød lavt i forbindelse med udbuddet i 2012? 

»Rigspolitiet har i marts 2017 indgivet en politianmeldelse til Københavns Politi om forhold vedrørende sagens samlede karakter. Rigspolitiet afventer sagens videre forløb,« skriver Anders Frandsen.

I et svar til B.T. skriver direktør i Coor Jørgen Utzon:

»Da vi vandt kontrakten i 2012, var det åbenlyst, at politiet ønskede en aftale med fokus på både økonomi og kvalitet. Begge dele fik politiet. Vi kunne aldrig finde på at diskutere enkelte fakturaer eller en kontrakt med vores kunder i offentligheden. Det vil altid være et anliggende mellem kunden og os,« skriver han og fortsætter:

»Men overordnet er det helt sædvanligt, at man i et opstartsforløb kan løbe ind i uforudsete udgifter til for eksempel bygninger eller ekstra mandskab til at løse opgaverne. Det gjorde man også her. Men det ændrer ikke på, at aftalen var en god aftale for politiet,« skriver Jørgen Utzon i et svar til B.T.

Han understreger samtidig, at Coor også har vundet udbud hos Rigspolitiet uden Bettina Jensens tilstedeværelse.

Det er endnu uvist, hvornår straffesagen mod Bettina Jensen skal for retten. Hun nægter sig skyldig.