Gammel Hasseris skole har mandag måttet sende hele 4. årgang hjem efter et coronaudbrud.

Lørdag aften fik skolelederen på Gammel Hasseris Skole, Jacob Falkner Larsen, besked om en smittet elev i deres 4. klasse.

Og siden har det taget fart.

»Det har udviklet sig ret hurtigt, og mandag måtte vi sende hele årgangen hjem, da vi stod med 16 smittede i en klasse samt tre lærere,« fortæller han til B.T. Aalborg.

Derfor har skolen været i gang med smitteopsporing og lignende siden lørdag, forklarer Jacob Falkner Larsen.

»Vi har været i tæt kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, og vi følger deres anvisninger. Derudover følger vi også anvisningerne fra vores egen forvaltning, og vi prøver at finde de gode løsninger.«

Derfor må eleverne først komme igen, når de på andendagen har en negativ pcr-test, og de skal derudover have foretaget en test på fjerde- og sjettedagen.

»Der har også været smitte på 6. årgang, hvorfor vi holder dem adskilt i frikvartererne, men børnene er bare tætte sammen. Vi har også haft et kviktesthold ude på skolen i dag, og vi er løbende i kontakt med både forældre og lærere,« fortæller Jacob Falkner Larsen og fortsætter:

»Lige nu er det førsteprioritet at få styr på det her smitteudbrud, og så sørger vi for hybridundervisning de kommende dage.«