Det burde ikke kunne ske.
Der burde have været bomme på den jernbaneoverskæring i Trustrup på Djursland, hvor en 34-årig far og hans syvårige søn mistede livet ved en kollision med et letbanetog - og de skulle have været sat op for længst.
Det viser en aktindsigt, som Berlingske har foretaget hos Banedanmark.
Da ulykken skete, var man i gang med at sikre banen yderligere for at give togene mulighed for fremover at køre 100 km/t på strækningen frem for de nuværende 75 km/t.
Som led i det arbejde skulle der være sat bomme op ved overskæringen i Trustrup den 1. juni.- fem uger før den tragiske ulykke.
'Bommene på banen sættes udelukkende op, for at Aarhus Letbane skal kunne køre 100 km/t, som kræves for at kunne servicere to tog i timen på strækningen. I den forbindelse havde Banedanmark i samarbejde med Aarhus Letbane planlagt, at overkørslerne mellem Ryomgård og Grenaa successivt skulle ibrugtages senest 1. juni 2019, afhængigt af at alle myndighedsgodkendelser var på plads,'« skriver Banedanmark i en e-mail til Berlingske.
Sikkerheden på ulykkestidspunktet levede dog op til kravene, forsikrer Banedanmark.
Når bommene ikke blev sat op, skyldes det, at Aarhus Letbane overtog strækningen omkring 1. april - og dermed også ansvaret for sikkerheden, driften og vedligeholdelsen af den.
Banedanmark stopper derfor arbejdet med at sætte bomme op, da det er Aarhus Letbane, der formelt har ansvaret nu.
Først 26. juni ansøgte Aarhus Letbane Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen om at sætte bommene op.
Fra Aarhus Letbanes side lyder det dog til Berlingske, at hastighedsopgraderingen af banen er Banedanmarks ansvar.
Havarikommissionen er fortsat i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.