Der var ingen bom ved den jernbaneoverskæring, hvor en norsk far og hans søn lørdag formiddag blev dræbt, da de i deres bil stødte sammen med et tog fra Letbanen ved Albøgevej i Trustrup på Djursland.

Det oplyser en mangeårig nabo til ulykkesstedet til B.T.

»Der er et stop-signal. Man var ved at gøre klar til at opsætte bomme, men de var ikke kommet op endnu,« siger naboen, der ikke mindes, at der har været andre ulykker ved jernbaneoverskæringen i de 64 år, han har boet og haft sin gang i området.

»Jeg passerer selv overskæringen flere gange dagligt, og jeg har ikke oplevet, at signalet ikke har virket,« siger naboen, der opdagede den tragiske ulykke, da hylende sirener fra ambulancer skar gennem luften.

En bil er væltet om på siden efter sammenstødet. Foto: ØXENHOLT FOTO
En bil er væltet om på siden efter sammenstødet. Foto: ØXENHOLT FOTO
Vis mere

Michael Borre, direktør i Aarhus Letbane, bekræfter, at der i øjeblikket ikke er nogen bom ved jernbaneoverskæringen.

»På lige præcis den her overkørsel har man fjernet de gamle bomme for at sætte nogle nye op bagefter. Resten af anlægget var med alarmklokker og lyssignal. Så det er stadig en sikret overkørsel. Hvis man kigger på billeder fra ulykkesstedet, kan man se, at bom-anlægget står uden bomme lige nu,« siger han og tilføjer:

»Alle overkørsler i Danmark ejes af BaneDanmark, som var ved at opgradere præcis den og en række andre overkørsler i forbindelse med et hastighedsopgraderingsprojekt på Grenaa-banen.«

I den norske personbil var der en norsk familie med to voksne og to børn. De to andre personer, der var personbilen, er uden for livsfare, men indlagt på Skejby Sygehus. Der er ikke konstateret tilskadekomne i letbanens tog, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Østjyllands Politi modtog lørdag kl. 11.05 en anmeldelse om, at der på Albøgevej i Trustrup var sket i uheld mellem en norsk indregistreret personbil og et tog fra Letbanen.

På baggrund af anmeldelsen blev der iværksat en massiv redningsindsats og herunder myndighedssamarbejde. I den forbindelse er der bl.a. rekvireret havarikommission og bilinspektør.

Der pågår i øjeblikket en større undersøgelse af ulykkesstedet. Af hensyn til den igangværende undersøgelse er det alt for tidligt at sige noget om årsagen til ulykken, oplyser Østjyllands Politi.

Der pågår et samarbejde med de norske myndigheder i forhold til de tilskadekomne og deres pårørende, hvorfor der pt. Ikke er yderligere oplysninger, oplyser Østjyllands Politi.

Det er første gang, at Aarhus Letbane er involveret i en ulykke med dødelig udgang. Men langt fra første gang, at Letbanen er involveret i ulykker.

Ved et uheld tilbage i januar oplyste Aarhus Letbane, at togene har været involveret i 22 hændelser, store som små.

Flere gange er det sket, at køretøjer er kollideret med Letbanens tog, skriver dr.dk.

Letbanen har været uden skyld i ulykkerne, som for eksempel er sket, fordi modparten er kørt over for rødt eller har overtrådt vigepligten.