Den private lægehjælp Hejdoktor.dk udbyder nu som noget nyt online konsultationer med en hudlæge. Det sker som følge af, at patienter med hudproblemer er overladt til lange ventetider i det offentlige.

I gennemsnit skal man lige nu vente fire måneder for at komme til hos en hudlæge. Visse steder i landet på Fyn og i Jylland er ventetiden helt op til mellem 40 og 50 uger, viser tal fra sundhed.dk.

Hos Hejdoktor.dk kan patienter med hudlidelser blive tilset af en hudlæge online på dagen ved blot at sende nogle billeder og en beskrivelse af symptomer, bekymringer og spørgsmål via chat eller video. Inden 48 timer modtager man et svar.

»Vi oplevede, at folk især havde mange spørgsmål om hudproblemer, som f.eks. eksem, acne, psoriasis, sår eller andet hudrelateret. Samtidig ved vi, at der er nogle enorme ventelister i det offentlige, hvis man vil til hudlæge. Vi synes derfor, at det var oplagt at indgå samarbejde med nogle hudlæger,« siger direktør i Hejdoktor.dk, Mikkel Geertsen.

Et abonnement koster normalt 75 kroner i måneden, og for de penge kan man få en videokonsultation, bestille recepter, tale med en læge over telefonen om aftenen og i weekender. Men skal man tale med en hudlæge, koster en enkelt konsultation 500 kroner.

En af de personer, der gerne vil betale de ekstra kroner for at komme foran i køen, er 33-årige Kamilla Krogh fra Vejle. Da hun ringede til hudlægen i maj i år for at bestille en tid, lød svaret, at der var syv måneders ventetid.

Det syntes Kamilla Krogh var længe at vente, og i sin søgen på hudlæger med kortere ventetid stødte hun på Hejdoktor.dk.

»Jeg forstår jo godt, at man skal prioritere i sundhedssystemet, og at hudlidelser ikke er livstruende. Men jeg synes da, at syv måneder er lige på grænsen af, hvad der er okay,« siger hun.

Kamilla Krogh har været glad for at bruge et privat lægeinitiativ, så hun ikke skulle gå unødigt længe med sin eksem. Foto: Privat.
Kamilla Krogh har været glad for at bruge et privat lægeinitiativ, så hun ikke skulle gå unødigt længe med sin eksem. Foto: Privat.
Vis mere

Hun konsulterede derfor i stedet hudlægen hos Hejdoktor.dk. Her kunne hudlægen hjælpe med shampoo og creme mod det eksem, der længe har plaget den 33-årige kvinde.

»Det var en god forretning for mig. Der var kortere ventetid, og jeg slap for at tage fri for arbejde,« siger Kamilla Krogh.

Hos Hejdoktor.dk mener man, at man er med til at aflaste det offentlige sundhedssystem.

»Derudover viser vi jo netop, at man kan levere sundhedsydelser på digitale og mere effektive måder, som er nødvendigt, hvis befolkningen ikke skal opleve en væsentlig ringere behandling, end de gør i dag,« siger Mikkel Geertsen.

Han håber, at Danske Regioner med tiden i højere grad vil samarbejde for at nedbringe de lange ventetider.

Formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner, Karin Friis Bach, er ikke afvisende:

»Det vil vi ikke udelukke, når det giver mening,« siger hun og anerkender, at flere borgere søger privat lægehjælp.

»Når der kommer et privat initiativ som dette, siger det noget om, hvad borgerne efterspørger og forventer. Det skal vi lytte til, og vi skal se indad. Er sundhedsvæsenet tilgængeligt nok i dag? Måske er der plads til forbedring. Derfor har vi en vison om, at hvert tredje besøg hos egen læge eller i ambulatoriet på sigt kan håndteres på anden vis, end at borgeren skal møde op fysisk, blandt andet ved hjælp af videokonsultationer.«