Ingen biler på Holmbladsgade på Amager.

Sådan lyder et forslag fra Rasmus Steenberger, der er næstformand i Amager Øst Lokaludvalg og kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for SF.

Som det er lige nu, skal Holmbladsgade indrettes som en 40 km/t.-zone. Men det er langtfra godt nok for Rasmus Steenberger. Bilerne skal væk.

Han vil gøre Holmbladsgade til én af byens ti nye grønne bylivsgader, hvor gadeforløbet bliver omprioriteret, og der kommer plads til cyklister og gående frem for gennemkørende biltrafik.

»Holmbladsgade har i lang tid været en utryg gade på grund af bandeproblemer. Så det med at få skabt en gade, hvor der er flere mennesker, der kommer naturligt og opholder sig, gør, at gaden får mulighed for at ændre karakter,« fortæller Rasmus Steenberger til B.T.

»Hvis man er beboer eller skal have leveret varer, så skal man selvfølgelig kunne komme ind, det er klart. Men det der daglige fræs ned ad gaden, det skal vi have sat en effektiv stopper for,« slår han fast.

Bilerne skal i stedet fremover køre ad andre fordelingsveje.

Helt konkret foreslår han Uplandsgade som en udmærket vej, folk kan benytte sig af.

Men det er ikke alle, der er enige i det forslag.

»Det er komplet uigennemtænkt. I forvejen kæmper vi med, at der er tung trafik på Uplandsgade. Det bliver formentlig kun mere i forbindelse med Lynetteholmen. Så at presse mere trafik hen på de i forvejen trafikerede gader, det er direkte tåbeligt,« siger Susanne Møller, der er formand i Amager Øst Lokaludvalg og er kandidat til Københavns Borgerrepræsentation for De Konservative.

Hun påpeger, at byen skal fungere for alle, hvor det er vigtigt at huske på, at mange er afhængig af en bil og ikke bare kan bruge cyklen.

De ti nye grønne bylivsgader er allerede forhandlet med i SFs budget for 2022. Indtil videre er Holmbladsgade og Rentemestervej bud på bylivsgader.

Men Rasmus Steenberger understreger, at det skal være en åben proces sammen med lokaludvalgene og borgerne, der kan byde ind med forslag.