»Vi har to tredjedele af det blod, vi gerne vil have, så vi er nede på et kritisk niveau.«
Sådan lyder det fra chefen for Blodbanken i Region Hovedstaden, Morten Bagge Hansen, der aldrig før har oplevet så lavt et fremmøde fra bloddonorerne, skriver DR.
I blodbanken oplever de nemlig, at bloddonorerne ikke melder afbud til deres aftaler, hvis de ikke kan komme alligevel. Og i Region Hovedstaden står det særlig slemt til.
Her udebliver 30 til 35 procent, og sådan har det været de sidste fire uger. En bekymrende stigning, for når der normalt har været slemt med udeblivende donorer, har det tidligere kun været omkring fem til otte procent.
Hvis man er tilmeldt som bloddonor, fungerer det sådan, at man får en indkaldelse, så snart der er brug for ens blodtype. Det betyder derfor også, at når man får en indkaldelse, så er det, fordi der er mangel på blodet.
Derfor giver det sig selv, at en udeblivelse i blodbanken potentielt kan få konsekvenser.
Ifølge Morten Bagge Hansen kan blodbankerne i de forskellige regioner risikere, at skulle låne bestemte blodtyper af hinanden, afhængig af hvilke de mangler, skriver DR.
Men sådan kan man ikke fortsætte i særlig lang tid, og Morten Bagge Hansen frygter en situation, hvor man skal prioritere, hvem der skal have blod.